I samarbejde med kolleger fra Sverige og England har forskere på CaP netop fået publiceret et studie, der viser, at kommunikation i almen praksis har betydning for det diagnostiske arbejde. Safety-netting hedder det og er et essentielt værktøj i almen praksis, når man benytter en ”vent-og-se” strategi ved udredning.
28.11.2017 |
Ved udredning for alvorlig sygdom i almen praksis ved vi, at lægerne har benyttet ”vent-og-se” ved halvdelen af alle de patienter, som de mener kunne fejle noget alvorligt. Især ved diagnostik af sjældne, alvorlige sygdomme er det grundlaget for, at alle patienter bliver sikret et optimalt udredningsforløb.
Helt konkret er det vigtigt, at lægen aktivt indbyder patienten til at komme tilbage, hvis parterne er usikre på, om de symptomer, der er præsenteret under konsultationen, er tegn på alvorlig sygdom.
Mange tilfælde af kvalitetsbrister i udredning i almen praksis kan tilskrives manglende safety-netting. Derfor er det vigtigt, at praksis sammen udarbejder en strategi for det. Dels fordi det er vigtigt for den kliniske kvalitet og patienten, og dels fordi det giver tryghed at arbejde i en praksis, hvor man taler om det.
CaP har lavet en side om safety-netting i almen praksis, hvor du hurtigt kan læse om emnet.