Næsten halvdelen af de praktiserende læger var moderat til alvorligt udbrændte i 2016. I dag er billedet stort set uændret, men flere er mere tilfredse med deres arbejdsliv. Det viser en ny rapport.

20.11.2020 | Lone Niedziella

Et højt arbejdspres er blevet hverdag for mange praktiserende læger i de seneste år. Almen praksis har fået flere ældre patienter med kroniske sygdomme, flere multisyge og flere komplekse konsultationer. Samtidig udskriver hospitalerne patienterne hurtigere, så der er mere at ’samle op på’ for de praktiserende læger.

En national PLO-undersøgelse fra 2016 viste, at næsten halvdelen af de praktiserende læger var moderat til alvorligt udbrændte. I dag er billedet stort set uændret, viser en ny rapport, som bygger på en spørgeskemaundersøgelse fra 2019. Andelen af ’moderat udbrændte’ er steget fra 38,3 pct. i 2016 til 39,9 pct. i 2019, mens andelen af ’alvorligt udbrændte’ er faldet fra 10,5 pct. til 9,9 pct.

”Vi havde håbet at se en forbedring af tallene fra 2016. Det håb blev ikke opfyldt. Det er dog positivt, at den nærmest eksplosive vækst, som vi så fra 2004 til 2016, er stagneret, og at kurven er fladet ud,” siger Anette Fischer Pedersen, som er en af forfatterne bag den nye rapport.

Ældre læger er mindre udbrændte

Både undersøgelsen i 2016 og i 2019 viser en betydelig sammenhæng mellem alder og udbrændthed. De ældre læger (> 55 år) er signifikant mindre udbrændte end lægerne under 55 år, mens de yngste læger er hårdest ramt.

Samtidig viser undersøgelsen en tydelig sammenhæng mellem udbrændthed og lav selvvurderet arbejds­evne, ligesom der var flere tegn på mistrivsel, herunder brug af psykofarmaka, højt sygefravær eller at gå syg på arbejde. Flere udbrændte læger rapporterede at have søgt professionel hjælp, men samtidig angav mange at have undladt at søge hjælp, selvom det måske kunne have gavnet dem.

”Den bedre trivsel blandt praktiserende læger i den ældste aldersgruppe kan skyldes flere ting. For det første er de ældste læger mere erfarne og hviler måske mere i deres faglighed. For det andet er de ældste læger formentlig i mindre grad presset af krav fra familie- og privatlivet,” uddyber Anette Fischer Pedersen.

Hertil kommer, at de yngre læger, der ikke har følt sig tilpas med arbejdet som praktiserende læge, formentlig har valgt at stoppe.

Flere er mere tilfredse

I alt 55 pct. at de praktiserende læger rapporterede, at de i ’meget høj’ eller ’høj’ grad havde den ønskede arbejdsglæde i deres nuværende job. Lægerne var også generelt mere tilfredse med løn og frihed i forhold til valg af arbejdsmåde i 2019 sammenlignet med undersøgelsen i 2016. Samme tendens sås for tilfredsheden med samarbejdet med hospitaler, hjemmepleje/plejehjem og kommuner.

”Det er positivt, at vi ser et fald i utilfredsheden med graden af frihed til at vælge arbejdsmåde, løn og antal arbejdstimer i 2019 sammenlignet med 2016. Ikke bare er utilfredsheden faldet. Vi ser også, at over halvdelen af de praktiserende læger nu tilmed rapporterer i høj grad at have den ønskede arbejdsglæde i deres nuværende job ” siger Anette Fischer Pedersen.

Regionerne har forskellige udfordringer

Den nye undersøgelse viser store forskelle i de praktiserende lægers oplevelse af adgangen til at få hjælp fra hospitaler, kvaliteten af epikriser og respekten fra kolleger på hospitalerne. Tilfredsheden på dette område var markant lavere for Region Sjælland sammenlignet med de øvrige regioner.

Den højeste forekomst af ’alvorlig’ grad af udbrændthed sås i Region Midtjylland (12.6%) og Region Nordjylland (12.7%), mens den laveste sås i Region Hovedstaden (7.8%) og Region Sjælland (8.4%).

Andelen af læger med markant stress, dårlig trivsel og ringe balance mellem arbejde og privatliv var højest i Region Midtjylland, men andelen var dog ikke signifikant forskellig fra de andre regioner. Lægerne i Region Midtjylland rapporterede generelt højere belastning fra komplekse patienter, og det kan – sammen med den højere svarprocent og lavt aldersgennemsnit i denne region – være en del af forklaringen.

Andelen af multisyge spiller ind

Mandlige læger rapporterede mindre stress, bedre generel trivsel og bedre balance mellem arbejde og privatliv, men ellers var køn ikke forbundet med forekomsten af moderat og alvorlig udbrændthed.

Til gengæld tyder den nye undersøgelse på, at der er en sammenhæng mellem lægernes udbrændthed og andelen af multisyge patienter. Hele 60 pct. angav, at de følte sig ’noget’ eller ’meget’ belastet af komplekse patientkontakter. Det er en betydelig stigning, da denne andel kun udgjorde 43 pct. i 2016.

”Begge undersøgelser viser en tydelig sammenhæng mellem udbrændthed og at opleve sig belastet af komplekse patientkontakter. Det er svært for os at afgøre, om det er komplekse patientkontakter, som brænder lægerne ud ─ eller udbrændthed, der bevirker, at patientkontakter opleves som komplekse. Vi har for nylig publiceret en artikel, som bekræfter en sammenhæng mellem andelen af multisyge patienter i praksis og lægens risiko for at være udbrændt. Det peger på, at den stigende byrde fra multisyge patienter skal tages alvorligt i organiseringen af almen praksis,” forklarer Anette Fischer Pedersen.

Godt samarbejde øger arbejdsglæden

Rapporten viser, at samarbejde med lægekolleger og klinikpersonalet har særligt stor betydning for arbejdsglæden. Mange praksisser har valgt at ansætte personale til de opgaver, der ikke kræver direkte lægelig kompetence. Det kan sikre god udnyttelse af ressourcerne, men samtidig risikerer lægerne at sidde tilbage med de ’tunge’ patienter.

”Den store stigning i andelen af dem, som oplever sig belastet af komplekse patientkontakter, tyder på, at det er et område, som fylder en del i almen praksis – og hvis den antagelse er rigtig, vil den varslede vækst i multisyge patienter kunne få stor betydning for organiseringen af almen praksis,” slutter Anette Fischer Pedersen.

Rapporten ”Alment praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø og jobtilfredshed (2019)” kan læses på PLO’s hjemmeside (kræver login). Den videnskabelige artikel ”Influence of patient morbidity on GP burnout” er frit tilgængelig på hjemmesiden for British Journal of General Practice.

Artiklen er bragt i Practicus nr. 252 (side 16-17), som blev udgivet i november 2020.