Forberedelserne til Aarhus BSS’ indflytning i Universitetsbyen tager form. Senest har styregruppen for Aarhus Universitets fysiske campusudvikling godkendt et udbudsmateriale for projektet, som beskriver fakultetets behov og ønsker til de kommende arealer. Nu skal det udførende totalentreprenørteam findes og arbejdet sættes i gang.
26.03.2020 |
OBS: Grundet coronavirus er AU fysisk lukket for al unødvendig aktivitet – foreløbig til og med den 13. april 2020. Derfor er der etableret en række alternative løsninger for undervisning på distancen, og medarbejdere arbejder hjemmefra. AU vil så vidt muligt forsøge at opretholde drift og sikre at vigtige projekter ikke går i stå.
I løbet af det kommende årti vil Aarhus Universitet udvikle sin campus midt i byen ved at koncentrere sine arealer i Aarhus om Universitetsparken, Universitetsbyen og Katrinebjerg. Målet er at skabe rammerne om et samlet universitet, som imødekommer fremtidens behov for forskningsfaciliteter og studiemiljø, og som understøtter en stærk iværksætterkultur.
Flytningen af Aarhus BSS’ aktiviteter på Fuglesangs Allé til den nye Universitetsby er en del af universitetets vision om en mere samlet, stærkt og velintegreret Campus 2.0 samt et betydeligt element i udviklingen af Universitetsbyen. Og med Aarhus BSS’ godkendte udbudsmateriale i hånden vil universitetet nu komme et vigtigt skridt nærmere visionen.
Det færdige udbudsmateriale er udviklet af Aarhus BSS, TRANSFORM, FEAS, Rambøll samt AU Økonomi og Bygninger. Materialet gennemgår fakultetets konkrete ønsker og behov i den nye Universitetsby og tager udgangspunkt i de 10 overordnede principper for Campus 2.0, som danner den strategiske ramme for universitetets campusudvikling. Dekan på Aarhus BSS, Thomas Pallesen uddyber:
"I udbudsmaterialet lægger vi særlig vægt på at få skabt nogle rammer, som sikrer nærhed mellem forskere og studerende samt åbner Aarhus BBS og AU op mod omverdenen. Vi har også fokus på at sikre et godt studiemiljø, understøtte fremtidens undervisningsformer og styrke det tværfaglige samarbejde. Ambitionen er at skabe optimale rammer for alle vores interessenter og medvirke til at gøre Universitetsbyen til en aktiv, udadvendt og byintegreret del af Aarhus Universitet.”
Udbudsmaterialet tager desuden afsæt i den statusrapport, som blev udformet ud fra de mange input, som Aarhus BSS modtog ifm. fakultetets inddragelsesproces i 2018, og ud fra analyser af eksisterende og kommende behov ift. kontorer, auditorier, undervisningslokaler, studiemiljøområder, lokaler til konferencer og arrangementer, bibliotek, spisesteder mv.
Nu hvor udbudsmaterialet er godkendt af styregruppen for Campus 2.0, vil FEAS i samarbejde med universitetet gennemføre et udbud i totalentreprise. Frem mod årsskiftet vil der derfor gennemføres en forhandlingsrunde med de totalentreprenørteams, som vælger at byde ind på opgaven.
Når de deltagende totalentreprenørteams har indsendt deres endelige tilbud, vil et bedømmelsesudvalg vurdere disse og udvælge en vinder. Bedømmelsesudvalget vil bestå af to til tre repræsentanter fra Aarhus Universitetet og fra FEAS samt to fagdommere. Vinderen af projektet forventes at blive udpeget i slutningen af marts 2021, hvorefter arbejdet med at skabe fremtidens campus for alvor går i gang.
Er du nysgerrig på, hvordan Universitetsbyen kommer til at se ud? Tag et smugkig ved at downloade appen ”Universitetsbyen”. Appen giver en rundtur i den kommende Universitetsby via augmented reality. Læs mere og download appen her.