Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Undervisning: Fra nødomlægning til new normal

Omlægning af undervisning, hjemsendelse af studerende og digitale eksaminer er ikke længere usædvanligt, men et grundvilkår. Hvordan agerer vi i den virkelighed, og hvordan kommer vi videre? En uddannelsesvejleder, en uddannelsesleder og en prodekan giver deres bud.

12.11.2020 | Sabina Bjerre Hansen

Omlægning af undervisning er blevet en fast del af hverdagen for medarbejdere, studerende og ledelse på Health. Nu er det tid til at se frem mod næste fase af arbejdet med uddannelse og undervisning under corona-pandemien. Foto: Lars Kruse, AU Foto/ Anna Shvets, Pexels

Lene K. Konrad, uddannelsesvejleder, Health Studier

Christina C. Dahm, tovholder for den sundhedsfaglige kandidatuddannelse og underviser, Institut for Folkesundhed

Lise Wogensen Bach, prodekan for uddannelse, Health

I HE Studier arbejder uddannelsesvejleder Lene K. Konrad med at understøtte de studerendes studieforløb. Christina C. Dahm fra Institut for Folkesundhed er tovholder for den sundhedsfaglige kandidatuddannelse og underviser selv i bl.a. epidemiologi og biostatistik, og Lise Wogensen Bach er prodekan for uddannelse på Health. Det personlige møde mellem mennesker, en styrkelse af underviserfællesskabet og tid til udvikling er noget af det, de ønsker sig i forbindelse med skiftet til undervisningens ’new normal’.

Hvad betyder covid-19-situationen for dine arbejdsopgaver- og perspektiver lige nu?

Lene K. Konrad:
Vi har løbet stærkt, haft ja-hatten på og arbejdet løsningsorienteret. Mine kolleger i planlægningsteamet har gjort en kæmpe indsats med omlægningerne. Det forløber selvfølgelig ikke 100% smertefrit, når vi skal omlægge undervisningen frem og tilbage med kort varsel, og det kræver fortsat mange ressourcer. Men mens vi i foråret hele tiden var lidt på bagkant med tingene, er vi nu kommet lidt foran. Så nu skal vi have mulighed for at lade op og få et overskud tilbage i hverdagen. Universitetsledelsen meldte for nylig ud, at den vil forsøge at mindske administrativt besvær – det kan jeg kun bakke op om. Hvis der nogensinde har været en god lejlighed til at få ryddet op i bureaukratiske omveje, er det vist nu.

Christina C. Dahm:
Jeg er glad for, at vi er kommet ud over ’wishful thinking’. Corona-pandemien forsvinder ikke af sig selv, og alene erkendelsen af, at det her fortsætter noget tid endnu, har givet ro. På den måde er vi trådt ind i en ny fase af arbejdet med at planlægge og afvikle undervisning i en corona-tid.

Lise Wogensen Bach:
Jeg har været meget reaktiv i min måde at handle på de sidste mange måneder, fordi ydre omstændigheder har bestemt, hvad jeg skal beskæftige mig med. Sådan har det nok været for de fleste af os. Mit håb er, at jeg stille og roligt kan agere mere proaktivt. Jeg tror, at vi er nået til et punkt, hvor vi kan se lidt fremad. Vi har nogenlunde styr på omlægningerne,så nu kan vi begynde at se på, hvordan vi sikrer overskud til at drive universitetet fremad på trods. Hvordan bevarer vi engagementet og drivkraften – både i den administrative understøttelse og blandt undervisere? Det optager mig lige nu.

Hvor skal vi lægge vores kræfter nu – er der noget, vi særligt skal fokusere på?

Lene K. Konrad:
Det personlige møde kan virkelig noget, og det bør prioriteres højt, både blandt medarbejdere og studerende og ikke mindst i vejledningen, hvor jeg arbejder. At man som studerende kan komme forbi og se nogen i øjnene – nogen, som gerne vil hjælpe. Det er værdifuldt i forhold til at skabe tilknytning til universitetet og til studiet. De studerende savner nogle af de vigtige elementer, som et godt studieforløb normalt indeholder: samspillet mellem underviserne og de studerende, det faglige og sociale fællesskab, at bevæge sig rundt på campus, at sludre med nogen i pausen og at mærke, at man er en del af noget større.  

Christina C. Dahm:
Næste skridt er at udfylde de rammer for undervisningen, som nu er på plads. Det gælder praktisk såvel som strategisk, og især det sidste er en udfordring. Jeg har bemærket, at selvom corona har fyldt det meste i månedsvis, er det strategiske arbejde faktisk fortsat sideløbende. På godt og ondt. Strategiarbejde og internationalisering af uddannelserne er vigtigt, og det er også vigtigt, at vi ikke bare lader stå til, fordi vi står midt i en global sundhedskrise. Men strategiprocesserne kan – groft sagt – virke som en meningsløs ekstrabyrde oveni i en tid, hvor kræfterne næsten er brugt op. Jeg vil appellere til, at vi fokuserer på at forbedre kvaliteten af vores (digitale) undervisning og er varsom med høje forventninger til strategiarbejde og udvikling efter modellerne, der var på spil før corona.

Vi skal også have fokus på underviserfællesskabet. Underviserne skal have lejlighed til at ses med deres kolleger face to face under ordnede forhold. Have mulighed for at diskutere faglig udvikling af undervisningen og evaluere på de EDU-IT-initiativer, der er blevet kørt i stilling over night. Vi har brug for at føle os som en del af et hold, et underviserfællesskab, så vi ikke bliver ensomme eller bukker under for arbejdspresset. Det er efter min mening, det allervigtigste lige nu, hvor vi går ind i en mørk tid, som samtidig er den mest travle del af semesteret.

Lise Wogensen Bach:
Når jeg drister mig til at tale om udvikling i en tid som denne, kan det føles som et ekstra pres på medarbejderne. Det er ikke meningen. Jeg vil gerne, at vi finder de små rum til udvikling i det eksisterende. Det skal ikke være et add on. En måde at sætte skub på internationalisering kunne fx være at invitere nogle af vores kolleger fra Circle U-samarbejdet eller nogle af vores Honorary Skou-professorer ind i undervisningen på Zoom. Det ligger lige for, når universiteter verden over alligevel arbejder og underviser på distancen.  Det kan også være, at vi skal tænke videre ud ad EDU-IT-sporet. Hvordan kan vi bruge de nye digitale færdigheder, vi har tilegnet os på rekordtid, til at løfte undervisningen – også når pandemien er ovre?

Lise Wogensen Bach inviterer i øvrigt alle undervisere på Health til online møde om undervisnings- og eksamenssituationen i E20 og F21 onsdag den 18. november 2020. Læs mere om mødet i Healths kalender.

Kontakt

Uddannelsesvejleder Lene K. Konrad
Aarhus Universitet, HE Studier
Mobil: 93 52 22 40
Mail: lkonrad@au.dk

Uddannelsesleder Christina C. Dahm
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 23 32 18 75
Mail: ccd@ph.au.dk

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 25 48 85 22
Mail: lwb@au.dk

Administrativt, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Health, Videnskabelig medarbejder, Ph.d.-studerende