Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ung forsker får talentpris

Bo Løfgren, der er forsker på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, modtager torsdag den 15. maj Erhoff Fondens talentpris 2014. Prisen bliver tildelt yngre talentfulde forskere, som har bidraget med omfattende og original forskning inden for det biomedicinske felt.

13.05.2014 | Helle Horskjær Hansen

Lektor Bo Løfgren, Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin - Center for Akutforskning.

Lektor Bo Løfgren, Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin - Center for Akutforskning.

Som barn brugte han mange timer i svømmehallen. Bo Løfgren var konkurrencesvømmer, og han havde en svømmertræner, som var optaget af livredning og førstehjælp. Den interesse smittede af på den unge svømmer og var med til, at han senere valgte at søge ind på medicinstudiet. I dag forsker Bo Løfgren i behandling af hjertestop, og nu bliver han altså hædret for sit bidrag til forskningen. Torsdag den 15. maj modtager han nemlig Erhoff Fondens talentpris 2014.

Bo Løfgren har i mange år forsket i genoplivning ved hjertestop. Til trods for, at der gennem de seneste år er sket store fremskridt for hjertepatienterne, er der stadig brug for forbedringer. I dag får omkring 3.500 danskere hvert år hjertestop uden for et hospital, og af dem er det kun cirka 350, som overlever. Den prognose for at overleve et hjertestop vil Bo Løfgren være med til at ændre på. Ifølge ham skal vi blandt andet blive bedre til genoplivning, fordi genoplivning, som bliver ydet, før ambulancen når frem, er helt afgørende for, om man overlever et hjertestop.

Derfor er forskeren med til at undersøge, hvilke pædagogiske principper der er mest effektive, når man skal undervise befolkningen i genoplivning. Han arbejder også sammen med en gruppe kollegaer om brug af ultralydsscanning af hjertet under genoplivning i en dyremodel, samtidig med at forbedre behandlingen med ilt og defibrillering er nogle af de forskningsmæssige indsatsområder.

Genoplivning af druknede skal forbedres

Bo Løfgren er stadig interesseret i livredning og forsker også i, hvordan genoplivning af druknede kan gøres bedre.

Som medlem af en række videnskabelige råd på nationalt såvel som internationalt plan har Bo Løfgren bidraget til at udarbejde de seneste internationale anbefalinger for genoplivning, og han er netop nu med i en gruppe af verdens førende eksperter, der skal revidere anbefalinger for indsamling af forskningsdata ved drukning.

Bo Løfgren er 37 år og har siden august 2009 arbejdet som læge på fuld tid, og han er i øjeblikket i gang med en speciallægeuddannelse inden for hjertekarsygdomme. Bo Løfgren vejleder en række forskningsårs- og ph.d.-studerende. Han er forfatter til mere end 80 publikationer og forskningsaktiv ved Center for Akutforskning under Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitetshospital.

Erhoff Fondens talentpris er på 50.000 kroner, og den bliver uddelt den 15. maj 2014 i Carlsberg Akademis lokaler i København.

Yderligere oplysninger

Lektor Bo Løfgren
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin - Center for Akutforskning
Mobiltelefon: 5150 2500
bo.loefgren@ki.au.dk

Navnenyt, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Health, Ekstern målgruppe, Ph.d.-studerende, Institut for Klinisk Medicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder