Lundbeckfondens Talentpris 2015 er netop blevet uddelt til Sigrún Alba Jóhannesdóttir Schmidt fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Prisen bliver uddelt til forskere under 30 år, som har præsteret særlig lovende forskning inden for sundhedsvidenskab.
05.11.2015 |
Sigrún Schmidt er uddannet læge fra Aarhus Universitet og siden 1. februar 2014 indskrevet som ph.d.-studerende. Hendes ph.d.-projekt handler om forekomst, risikofaktorer og prognose af helvedesild infektioner i Danmark.
”Jeg beskæftiger mig med registerforskning, det vil sige forskning baseret på elektroniske sundhedsdata fra de danske registre. Mine primære forskningsområder er hudsygdomme og kræft. Jeg interesserer mig desuden for metoder inden for registerforskning, og har været med til at publicere et par oversigtsartikler om danske registre,” fortæller hun.
Lundbeckfonden har tildelt Sigrún Schmidt talentprisen, fordi hun er en meget dynamisk og engageret forsker. Sundhedsdekan ved Health, Aarhus Universitet, Allan Flyvbjerg, der har indstillet Sigrún Schmidt til talentprisen, synes prisen er velfortjent:
”Sigrún er hårdtarbejdende og selvstændig. Til trods for sin unge alder har hun allerede bidraget væsentligt til sit forskningsfelt. Hun har opbygget et stort internationalt netværk blandt nationale og især internationale forskere og hendes videnskabelige produktion er stor og af høj kvalitet. Hun er rent ud sagt bare god,” siger Allan Flyvbjerg.
Prismodtageren selv håber, at prisen er med til at sætte fokus på de forskningsmuligheder, som de danske sundhedsdata rummer.
”En stor del af den viden vi har om risikofaktorer og prognose for mange sygdomme stammer fra sundhedsdata. De danske registre indeholder værdifulde sundhedsdata, som gør, at Danmark indtager en unik position inden for international forskning. Desuden er registrene med til at danne grundlag for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet,” siger Sigrún Schmidt og fortsætter:
”Jeg er meget beæret over prisen. Jeg ser det som er en stor anerkendelse af det arbejde, som jeg og mine kollegaer laver inden for registerforskning. Desuden er jeg stadig i begyndelsen af min forskningskarriere, så den er en stor motivationsfaktor for mit fortsatte arbejde.
Den unge forsker gennemførte i 2010-2011 et forskningsår ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling og har siden været tilknyttet afdelingen samtidig med medicinstudiet. I løbet af den tid har hun også været på to forskningsophold i USA på henholdsvis Ohio State University i Columbus og California Pacific Medical Center Research Institute i San Francisco. Fra 1. december i år flytter Sigrun Schmidt igen til udlandet for at forske, Denne gang til London for at forske et halvt år på London School of Hygiene and Tropical Medicine.
Sigrún Alba Jóhannesdóttir Schmidt
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Klinisk Epidemiologisk Afdeling
Tlf.: 8716 8245
saj@clin.au.dk