Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Unge forskere får talentpriser

To sundhedsvidenskabelige forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har netop modtaget Lundbeckfondens talentpris for forskere under 30 år.

12.11.2013 | Helle Horskjær Hansen

De to unge forskere har hver modtaget en anerkendelse fra Lundbeckfonden.

De to unge forskere har hver modtaget en anerkendelse fra Lundbeckfonden.

Casper Bindzus Foldager og Morten Würtz fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har fået Lundbeckfondens forskerpris for særligt talentfulde forskere under 30 år. Prisen bliver givet til forskere, som har præsteret særlig lovende forskning inden for sundheds- og naturvidenskaberne. Med prisen følger en check på 100.000 kroner til hver.

Forsker på Harvard

Casper Bindzus Foldager forsker i at gendanne ledbrusk efter eksempelvis idrætsskader. Han beskæftiger sig med de mekanismer, der gør, at brusken heler af sig selv, og årsager til, hvorfor man øger risikoen for slidgigt efter skader i ledbrusken.

”Skader i ledbrusken er hyppige, men kan være svære at diagnosticere og behandle korrekt. Det er derfor vigtigt, at der ud over forskning i forbedrede behandlinger bliver sat fokus på sygdommen,” siger forskeren.

Trods mange års forskning mangler man stadig overbevisende behandlinger med gode resultater.

”Patienterne er ofte aktive unge, der pludselig bliver inaktive efter en skade og oplever smerter selv ved dagligdagsfunktioner. Målet er at hjælpe disse patienter ved at kunne gendanne deres brusk og dermed fjerne deres smerter og bedre deres ledfunktion. Håbet er også at mindske risikoen for at udvikle slidgigt,” fortæller Casper Bindzus Foldager.

En stor del af hans forskning foregår i et internationalt samarbejde med forskergrupper på Harvard University.

”Forskning er hårdt arbejde, hvor der til tider er langt mellem de gode resultater. Derfor er det dejligt, at ens arbejde bliver anerkendt af andre. Pengene skal blandt andet benyttes til at tage familien med i forbindelse med ophold ved de udenlandske institutioner,” siger Casper Bindzus Foldager.

Får pris for forskning i hjertekarsygdom

Den anden prismodtager, Morten Würtz, forsker i behandling og forebyggelse af hjertekarsygdom.

”Jeg interesserer mig særligt for lægemidlet aspirin, bedre kendt som hjertemagnyl. Aspirin hæmmer blodpladernes evne til at klumpe sammen og forebygger derved dannelsen af blodpropper. I en række studier har vi dog påvist forskellige årsager til, at mange patienter kun opnår begrænset effekt af aspirin,” fortæller Morten Würtz.

Aspirin er det mest udbredte lægemiddel i verden og udgør en hjørnesten i behandlingen af hjertekarsygdomme.

”Vores forskning viser, at mange patienter kun opnår delvis hæmning af blodpladerne, og meget tyder på, at det er forbundet med en øget risiko for at få en blodprop i hjertet. Vi har desuden påvist en række årsager til nedsat effekt af aspirin, og vi håber på sigt at kunne omsætte denne viden til forbedret behandling og forebyggelse hos patienter med hjertekarsygdom,” forklarer han

Han håber, at prisen vil øge fokus på medicinsk behandling og forebyggelse af hjertekarsygdom og inspirere andre forskergrupper til at beskæftige sig med forskningsområdet.

”Hjertekarsygdom, herunder særligt kranspulsåresygdom, er en af de hyppigste dødsårsager i Danmark, så vores forskning kan få betydning for rigtig mange patienter. Jeg håber, at prisen vil give mulighed for fremtidige samarbejdsprojekter. Den bedste forskning udspringer ofte af den synergi, der ligger i mødet mellem forskellige medicinske specialer og faggrupper,” siger Morten Würtz.

De to forskere modtog prisen den 31. oktober 2013 på Carlsberg Akademi i København.

Yderligere oplysninger

Ph.d. Casper Bindzus Foldager
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Ortopædkirurgisk Afdeling E
Direkte telefon: 8949 1622
foldager@ki.au.dk

Læge, ph.d.-studerende Morten Würtz
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Hjertemedicinsk Afdeling B
Direkte telefon: 7845 2029
morten.wurtz@ki.au.dk

Navnenyt, Alle grupper, Institut for Klinisk Medicin, Health