Universitetet i Beograd har sluttet sig til AU’s alliance af europæiske universiteter. Institutionernes ledelser mødes i denne uge for at drøfte perspektiverne i alliancen, som har fået navnet Circle U.
18.09.2019 |
Uddannelses- og forskningssamarbejde er på dagsordenen, når AU’s universitetsledelse i denne uge mødes med ledere fra partnerne i den europæiske universitets-alliance, som har fået navnet Circle U.
På seminaret, som foregår i Oslo, mødes både rektorer, prorektorer og dekaner. F.eks. skal de syv universiteters dekaner mødes på tværs for at drøfte konkrete muligheder for samarbejde på deres respektive fagområder.
Foruden Aarhus Universitet består alliancen af Humboldt-Universität zu Berlin, Kings College London, Université catholique de Louvain, Universitetet i Oslo, samt Université de Paris og Universitetet i Beograd. Sidstnævnte erstatter Universitetet i Lissabon, der er trådt ud af samarbejdet.
Visionen om at knytte europæiske universiteter tættere sammen blev oprindelig foreslået i 2017 af den franske præsident, Emmanuel Macron, der ønskede at udbygge samarbejdet mellem europæiske universiteter for både at styrke forskernes videnudveksling og øge de studerendes mobilitet.
Den vision har Det Europæiske Råd og EU-Kommissionen taget til sig, og frem mod 2024 er ambitionen, at der skal dannes mindst 20 universitetsnetværk på tværs af medlemslandene. De første netværk blev godkendt tidligere i år, og de syv medlemmer af Circle U-alliancen forventes at have deres ansøgning klar til næste runde i starten af 2020.
Tidligere i år fik alliancepartnerne tildelt EU-midler til et toårigt samarbejdsprojekt om transferable skills, der skal fungere som afsæt til yderligere konkrete tiltag.
Projektets målsætning om frem for alt at øge de studerendes mobilitet går også igen i det logo, som alliancen netop har vedtaget.
Her er den studerende i centrum; omgivet af en åben cirkel, der symboliserer universiteter i tæt forbindelse. Det er samme tanke, der ligger bag alliancens navn, Circle U, som altså vil stå øverst på ansøgningen, når gruppen af universiteter i 2020 søger om at blive godkendt under EU-projektet European Universities Initiative.