Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Universitetsledelsen arbejder videre med medarbejdernes spareforslag

Nytænkning af årsfesten, digitalisering af AU’s publikationer og en grundig gennemgang af universitetets abonnementer. Det er nogle af de medarbejderforslag til besparelser, som universitetsledelsen allerede har besluttet at arbejde videre med, forklarer universitetsdirektør Jørgen Jørgensen.

18.02.2014 | Kristian Serge Skov-Larsen

Lars Kruse / AU Kommunikation

Universitetsledelsen og vicedirektørerne i administrationen arbejder lige nu med at behandle de mange spareforslag, som medarbejderne har afleveret i forbindelse med budgetprocessen.  
Forslagene kommer til at spille en vigtig rolle i både det nuværende arbejde med budget 2014 og ikke mindst, når Aarhus Universitets budgetter for 2015 og 2016 skal lægges, forklarer universitetsdirektør Jørgen Jørgensen.  

– Selvom vi endnu ikke har varslet afskedigelserne for 2014, er det vigtigt, at vi sætter gang i analyserne af, hvor der kan effektiviseres fremadrettet, så vi får mest mulig tid til arbejdet.  Afskedigelserne i år er en ulykkelig situation, og universitetsledelsen vil gøre, hvad den kan, for at undgå tilsvarende afskedigelsesrunder i de kommende år, selvom administrationen fortsat skal effektiviseres, siger han.

Kræver stort analysearbejde

Universitetsdirektøren vil gerne takke medarbejderne og tillidsrepræsentanterne for det store arbejde med at finde forslag til besparelser og effektiviseringer, og han understreger, at der også bliver brug for hjælp i månederne, der kommer.

– De fleste forslag kræver grundige analyser og et godt forarbejde, inden en besparelse kan hentes. Det er desværre ikke muligt at finde besparelser med et nemt og enkelt pennestrøg, siger han og nævner den netop vedtagne beslutning om digitalisering af Aarhus Universitets publikationer som et eksempel.
– Vi er kommet ind i den digitale tidsalder, og der er mange penge at hente ved ikke at trykke alle materialer. Men det kræver også et stort udviklingsarbejde at gå digitalt, og måske er det ikke alle publikationer, der egner sig lige godt til kun at blive lavet i en elektronisk udgave. Derfor har vi nu sat nogle analyser i gang, så vi kan få et oplæg til, hvordan en digitalisering kan gennemføres uden at gå ud over for eksempel rekrutteringen, forklarer Jørgen Jørgensen.   

Stor idérigdom

Universitetsledelsen har også sat gang i gentænkning af modellen for årsfesten. De har besluttet at undersøge, hvordan man kan kommunikere på andre måder med de tidligere studerende end via det eksisterende alumnemagasin AUgustus. Samtidig skal alle universitetets medlemskaber og abonnementer kigges efter i sømmene. Og det er endda kun et lille udvalg af de mange besparelsesforslag, som universitetsledelsen har modtaget og er i gang med at analysere.   
– Idérigdommen har været stor, og det viser, at medarbejderne har en rigtig god føling med, hvor vi vælger at gøre tingene smartere og billigere, siger Jørgen Jørgensen.

De mange spareforslag og muligheden for at realisere dem kommer til at indgå i debatten om, hvilke opgaver universitetet skal prioritere i årene, der kommer.
– I forbindelse med budgetprocessen er det en forpligtelse for ledelsen på alle niveauer at prioritere vores opgaveløsning, så vi ikke beder medarbejderne om at løbe hurtigere. Vi kan ikke alting, og det er ekstremt vigtigt, at vi både vælger til og vælger fra. Her kommer de mange forslag fra medarbejderne om, hvor vi kan gøre tingene anderledes, bedre og billigere, til at indgå som et vigtigt element, siger han.  


 

Fakta: Fire eksempler på forslag, der arbejdes videre med:

  • Digitalisering af universitetets publikationer – og kortlægning af, hvilke der eventuelt fortsat skal udkomme på papir.
  • Nye modeller for universitetets årsfest.
  • Gentænkning af universitetets alumnekommunikation – heriblandt det trykte alumnemagasin AUgustus. 
  • Gennemgang af alle Aarhus Universitets medlemskaber med henblik på besparelser ved for eksempel at opsige dobbeltmedlemskaber og ubrugte abonnementer.

De fleste lokale samarbejdsudvalg har allerede involveret medarbejderne i arbejdet med at finde besparelsesforslag. Men har du et forslag til en opgave, der kan løses anderledes, bedre eller billigere, kan du for eksempel kontakte dit lokale samarbejdsudvalg eller din nærmeste leder.

 

 

 

Politik og strategi, Teknisk/administrativ medarbejder, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Administrativt, Videnskabelig medarbejder