Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nye kriterier for vacciner til studerende i klinik

Fremover bliver studerende og øvrige medarbejdere kun i særlige tilfælde vaccineret tidligere end andre med samme alder. Alle, der ikke er i et vaccinationsforløb får annulleret den oprindelige invitation.

03.05.2021 | Health Studier

D. 14. april blev vaccinationsprogrammet for medarbejdere og studerende i kategori 4 sat på pause. Vaccinationsprogrammet er nu i gang igen, men det er med en ny visitationspraksis. Det kan du læse mere om nedenfor i mailen fra Mads Skipper. Mads er sekretariatschef i Region Midt. 

Til uddannelsesinstitutioner, som Region Midtjyllands samarbejder med vedrørende praktik/klinikophold

I Region Midtjylland har hospitalerne igen igangsat visitationen til vaccination mod COVID-19 af både medarbejdere og de elever og studerende, der er i praktik/klinikophold i Region Midtjylland.

Det blev den 14. april 2021 besluttet at indstille brugen af AstraZeneca i det danske vaccinationsprogram. 
Der er herefter kommet en udmelding fra Sundhedsstyrelsen (SST) vedr. genoptagelse af vaccination af personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren, der er i særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion (målgruppe 4).

Region Midtjylland betragter fortsat de elever og studerende, der er i praktik/klinikophold i regionen, på linje med medarbejdere, og udmeldingen fra SST er derfor grundlaget for, hvordan disse elever og studerende vil blive visiteret til vaccination. 

I alt 2052 medarbejdere i Region Midtjylland vil fra uge 17 - 20 blive inviteret til vaccination med første stik. Efter uge 20 forventes alt overvejende ny-vaccination at ske efter alder. 

2052 vacciner til en hel region er ikke mange. Vi undgår desværre ikke at skuffe en lang række ansatte og studerende, som havde en berettiget forventning om at blive vaccineret hurtigere end deres aldersgruppe siger. 

Sundhedsstyrelsen vurderer, at der ikke er risiko for en overbelastning af sundhedsvæsenet eller ældre -og socialsektor. Derfor kan personale i målgruppe 4 fremover kun i særlige tilfælde vaccineres tidligere end andre med samme alder.

Kriterierne kan ses i vedlagte dokument fra Sundhedsstyrelsen og er desuden omtalt i en nyhed om status for vaccination på Region Midtjyllands hjemmeside. 

Læs mere: Status for vaccination i Region Midt (nyt vindue).

Det er bl.a. et kriterie, at medarbejderen endnu ikke er fyldt 60 år, samt at mindst et af disse kriterier er opfyldt:

  • arbejder med tæt fysisk kontakt til Covid-19 smittet / mistænkt smittet
  • arbejder med procedurer der medfører særlig smitterisiko
  • har opgaver med tæt fysisk kontakt til borgere i høj risiko, hvoraf få er færdigvaccinerede, eller hvor smitte er udbredt
  • udfører højt specialiserede funktioner og ikke kan afløses af kolleger ved fx sygefravær

For medarbejdere, elever og studerende, der endnu ikke har modtaget første vaccination, skal der derfor ske en ny visitation på baggrund af de udmeldte kriterier fra SST. 

Dette betyder, at alle, der ikke er i et igangværende vaccinationsforløb, vil få annulleret den oprindelige invitation. 

Som udgangspunkt vil der blive vaccineret på baggrund af alderskriteriet, med mindre personalet (og elever og studerende) revisiteres af arbejdsgiver/praktiksted. 

Medarbejdere, elever og studerende, der allerede har fået en vaccination med AstraZeneca, vil blive tilbudt revaccination med enten Pfizer eller Moderna 12 uger efter første vaccination. 
De første medarbejdere, elever og studerende blev vaccineret med AstraZeneca i uge 6 og revaccinationer vil derfor blive tilbudt fra uge 18.  

Visitation af medarbejdere og elever og studerende i praktik/klinikophold i Region Midtjylland

I forlængelse af SST's udmelding etableres der en dobbelt visitation i regionen. Det er besluttet, at denne visitation etableres på hospitalerne, hvor fagligheden er størst i forhold til at vurdere, hvilket personale der skal visiteres til vaccination.  

Det er de enkelte hospitalsenheder, der skal sikre, at de personer, der sendes til indlæsning, overholder de gældende kriterier. SST foretager løbende stikprøver af de indmeldte lister. 

Hospitalerne har ved indmeldingen af elever og studerende hidtil skelet til, at de er tilknyttet et af hospitalerne/enhederne i Region Midtjylland ved både 1. og 2. vaccination og det vil de fortsat gøre. Som nævnt ovenfor indebærer den seneste melding fra SST, at 2. vaccination nu gives efter 12 uger. 

Informationen i denne mail bedes formidlet videre til de relevante, herunder elever og studerende.

Med venlig hilsen

Mads Skipper
Sekretariatschef, Videreuddannelsessekretariatet

Administrativt, Studerende, Medicin, Studier på Health