Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Væbnet med faglighed, mod og et åbent sind

Vi skal ruste Healths studerende til at agere på basis af dyb faglighed, være åbne over for hele verden og forberede dem på, at deres fag forandrer sig radikalt, før de er færdiguddannede. Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach deler ud af sine visioner for uddannelsesområdet

20.02.2020 | Simon Byrial Fischel

Selvom Healths nye prodekan for uddannelse efter 50 dage stadig kan føle sig som ’ny i job’, har hun klare forestillinger om, hvad de studerende skal have med sig fra fakultetets uddannelser. Foto: Simon Byrial Fischel

”De studerende skal mere ud af landet, ud af deres komfortzoner og ud at møde andre fagfelter. De skal   være kritiske tænkere, som evner analytisk fordybelse. De skal uddannes med afsæt i den nyeste forskning og tage højde for et samfund i rivende udvikling. Til gengæld skal vi sikre gode studiemiljøer, hvor studerende fra forskellige fagdiscipliner kan møde hinanden, og så skal vi skabe en bedre kønsbalance blandt de studerende”. Holdningerne er klare, og entusiasmen ikke til at tage fejl af, når Healths nye prodekan for uddannelse fortæller om sine visioner for uddannelserne på Health.

”Jeg kan stadig godt mærke, at jeg er ’ny i job’, men området er trods alt ikke helt fremmed for mig. Min forgænger, Charlotte Ringsted, har sammen med en række engagerede medarbejdere lagt en kæmpe indsats bl.a. i at revidere studieordningerne på Healths uddannelser. Det gode arbejde skal vi selvfølgelig fortsætte, og nu venter en periode med tid til implementering. Derudover har jeg en række hjertesager, som jeg gerne vil skubbe på,” fortæller Lise Wogensen Bach.  

Personlige, faglige og nationale grænser skal krydses

En af disse hjertesager er at fremme nysgerrighed og åbenhed blandt de studerende. Ifølge Lise Wogensen Bach er lysten til at lære nyt og blive fagligt udfordret nemlig noget af det, som skal bære de unge mennesker gennem overgangen fra at være elever til at være studerende, fra at have lektier for til at have et pensum til rådighed.

”Vores studerende skal være nysgerrige og modige nok til at udfordre deres egne forestillinger, de måtte komme til universitetet med, men så sandelig også de tekster og teorier, som vi præsenterer dem for,” siger Lise Wogensen Bach og supplerer: ”vore studerende skal lære for livet ikke for næste eksamen.”

”Den kritiske tilgang, som vi ønsker, at vores studerende lærer, skal i lige så høj grad vende indad, og ofte kræver det, at vi ser, hvordan andre gør tingene. Derfor vil jeg fokusere på både internationale og interdisciplinære samarbejder, så flere af vores studerende får muligheden for at tage ud og få nye perspektiver på deres egne forestillinger og vaner. Det er samtidig en effektiv måde at opbygge sit netværk og lægge grundstenene til en fremtidig karriere,” fortsætter hun og påpeger, at også Healths undervisere skal have bedre mulighed for at rejse ud og blive inspirerede, ligesom deres udenlandske kolleger i højere grad skal trækkes ind i undervisningsaktiviteter på fakultetet.

Tidssvarende uddannelser

Det ligger også prodekanens hjerte nært, at Healths uddannelser fortsat er i trit med udviklingen i det samfund, fakultet sender sine dimittender ud i. For hvordan stilles en kræftdiagnose om fem år, og hvordan ser hofteproteser ud om ti?

”Realiteten er, at vi uddanner studerende til en verden, som når at ændre sig radikalt fra de starter deres studium, til de er færdige. Det er dog ikke nok, at vi giver de studerende generiske problemløsningsværktøjer, så derfor er det vores opgave at forudsige, hvilke fagligheder, der vil være uundværlige om fx ti år,” siger Lise Wogensen Bach.

Teknologier som Machine Learning er allerede i gang med at omkalfatre tilgangen til brugen af sundhedsdata og har potentiale til at ændre grundlæggende ved fx måden vi stiller diagnoser på.

”Kunstig intelligens, personlig medicin og brugen af Big Data er ikke bare noget vi ser i krystalkuglen, det er en del af virkeligheden i klinikken mange steder. Derfor er det så uhyre vigtigt, at vi sørger for en endnu bedre forskningsintegrering i undervisningen, så de studerende møder feltets nyeste viden, teknologier og metoder,” forklarer prodekanen.  

Studieoptag i balance

Et sidste punkt som Lise Wogensen Bach har på hjerte er, hvordan vi sikrer bedre balance i optaget på Healths uddannelser. Det gælder særligt fordelingen mellem mænd og kvinder, som mildest talt er skæv på mange af fakultetets uddannelser. På medicin er 68 procent af de studerende kvinder, på tandplejerstuderende er 91 procent.

”Vi kan selvfølgelig ikke bestemme hvilke uddannelser de unge mennesker søger ind på, men det forhindrer os ikke i at reflektere over, hvordan vi præsenterer forskellige uddannelser og for hvem. Måske skal vi konkret se på, vores rekrutteringsmateriale og overveje om vi når de kommende studerende på den rigtige måde.”

At vi skal øge opmærksomheden på kønsbalancen gælder dog ikke kun i forbindelse med optaget, for det er også under studierne, at de studerende typisk begynder at overveje en potentiel forskerkarriere.

”Det er velkendt, at vi har et problem med kønsfordelingen blandt vores forskere. Næsten fire ud af fem professorer er mænd. Skal vi lykkes med at skabe bedre balance, er der nødt til at være flere kvindelige forbilleder, som vores studerende kan spejle sig i,” siger Lise Wogensen Bach og afslutter:

”Jeg vil gerne takke mange gange for den meget positive velkomst jeg har fået i mit nye funktionsområde, og jeg ser frem til et inspirerende og spændende samarbejde med alle de gode kræfter på fakultetet.”

Kontakt

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach
Dekanatet, Health
Mail: lwb@au.dk
Mobil: +45 25 48 85 22

Politik og strategi, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Uddannelse, Forskning, Teknisk/administrativ medarbejder, Talentudvikling, Ph.d.-studerende