Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vær med, når AU-studerende dyster om den bedste bæredygtige løsning på tre virksomheders udfordringer

Oplev finalen i AU Challenge 2021 og hør de ni finalist-teams i årets case competition præsentere deres bedste idéer til bæredygtig forretningsudvikling, når arrangementet holdes den 12. november fra kl. 15.00-19.00.

27.10.2021 | Lonni Klitgaard

106 studerende fra 55 forskellige studier på Aarhus Universitet skal bruge deres kreativitet, viden og samarbejdsevner til at udvikle de bedste og mest bæredygtige løsninger på tre virksomheders grønne udfordringer, når de i november deltager i den tværfaglige casecompetition, AU Challenge. Opgaven er at komme med rigtige løsninger på rigtige problemer og gøre FN’s Verdensmål til konkrete afsæt for bæredygtige handlinger i de tre store danske virksomheder Aarhus Universitetshospital, Aarhus Airport og AART Architects.

Virksomheders grønne udfordringer – bæredygtigt byggeri, et socialt bæredygtigt sundhedsvæsen og grønne tiltag inden for luftfart

Årets tre case-virksomheder har hver især en aktuel grøn udfordring, som deltagerne skal forsøge at komme med konkrete løsninger på.

AART Architects ønsker de studerendes forslag til at måle på, hvordan bygninger præsterer inden for både social-, miljømæssig- og økonomisk bæredygtighed. Det kan styrke deres forhandlingsposition i forbindelse med fremtidigt byggeri, og øge omfanget af bæredygtighed i fremtidige byggerier.

Aarhus Universitetshospital beder om bud på, hvordan hospitalet kan indgå i en tættere relation med borgerne i Region Midt. Derved vil de både øge kvaliteten af sygdomsbehandling og sikre hospitalets position som en synlig og socialt bæredygtig sundhedsaktør i regionen.

Og sidst men ikke mindst vil Aarhus Airport gerne have bud på, hvordan de får flere unge til at vælge Aarhus Airport, når de vælger at flyve. I den forbindelse ønsker de at undersøge hvilke bæredygtige tiltag, de kan arbejde med som lufthavn, når de eks. ikke kan påbyde flyselskaber at flyve på biobrændsel.

Rambøll holder workshops for de studerende og DI støtter den tværfaglige innovation

For tredje år i træk holder Rambøll en komprimeret workshop om, hvordan man løser cases, og hvordan man præsenterer dem på en overbevisende måde. På baggrund af denne workshop bliver det muligt for alle studerende, også dem, der normalt ikke deltager i casecompetitions, at bidrage og være med i AU Challenge 2021.

 

Dansk Industri støtter AU Challenge for andet år i træk. DI ønsker at stimulere studerende til tværfagligt samarbejde og interesserer sig for den innovationskraft, der ligger heri. Herudover ønsker DI at støtte arbejdet med bæredygtig forretningsudvikling, og hvordan verdensmålene kan integreres i det.

Samarbejde, netværk og jobmuligheder

De studerende skal samarbejde i mindre teams på tværs af fagligheder om at løse virksomhedernes udfordringer. Målet med AU Challenge er at give de studerende mulighed for at anvende deres faglige viden fra universitetet i praksis, opnå et bredere netværk og måske få øje på nye jobmuligheder i krydsfeltet mellem de forskellige fagligheder.

Reelle studiejobs på spil for vinderne

Derudover er der mere end bare æren på spil for deltagerne. ”Som noget ret unikt for projekter som det her får vinderholdene i AU Challenge mulighed for at få studiejobs hos de tre case-virksomheder efter konkurrencen, ” fortæller Merethe Kruse, der er projektleder for AU Challenge 2021. ”Her vil de kunne arbejde sammen med virksomheden om at realisere vinderprojekterne i en udgave, der er tilpasset virksomhedernes virkelighed. Vi er virkelig glade for denne tilføjelse til konkurrencen, da det sandsynliggør, at der kommer helt konkrete og brugbare resultater ud af de studerendes arbejde.”

Tilmeld jer finalen her   

Læs mere om AU Challenge her

 

Kontakt:

Merethe Kruse

Projektleder for AU Challenge 2021

Mail: mekr@au.dk

Tlf.: 21 38 60 66

Arrangement, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Ekstern målgruppe