Oplev finalen i AU Challenge 2020 og hør de ni finalist-teams i årets case competition præsentere deres bedste idéer til bæredygtig forretningsudvikling, når arrangementet livestreames den 20. november fra kl. 14.00-18.00.
09.11.2020 |
120 studerende fra 65 forskellige studier på Aarhus Universitet skal bruge deres kreativitet, viden og samarbejdsevner til at udvikle de bedste og mest bæredygtige løsninger på tre virksomheders grønne udfordringer, når de i november deltager i den tværfaglige case competition, AU Challenge.
Opgaven er at komme med rigtige løsninger på rigtige problemer og gøre FN’s Verdensmål til konkrete afsæt for bæredygtige handlinger i de tre store danske virksomheder AURA Energi, Novozymes og Danske Bank.
Årets tre case-virksomheder har hver især en aktuel grøn udfordring, som deltagerne skal forsøge at komme med konkrete løsninger på.
De studerende skal samarbejde i mindre teams på tværs af fagligheder om at løse virksomhedernes udfordringer. Målet med AU Challenge er at give de studerende mulighed for at anvende deres faglige viden fra universitetet i praksis, opnå et bredere netværk og måske få øje på nye jobmuligheder i krydsfeltet mellem de forskellige fagligheder.
Derudover er der mere end bare æren på spil for deltagerne. ”Som noget ret unikt for projekter som det her giver vi i AU Challenge vinderholdene mulighed for at få studiejobs hos de tre case-virksomheder efter konkurrencen,” fortæller Merethe Kruse, der er projektleder for AU Challenge. ”Her vil de kunne arbejde sammen med virksomheden om at realisere vinderprojekterne i en udgave, der er tilpasset virksomhedernes virkelighed. Vi er virkelig glade for denne tilføjelse til konkurrencen, da det sandsynliggør, at der kommer nogle helt konkrete resultater ud af de studerendes arbejde.”
Program for finalen ser sådan ud:
14.00 – 15.00 Velkomst og AURA Energi’s tre finalepræsentationer
15.15 – 16.00 Novozymes tre finalepræsentationer
16.15 – 17.00 Danske Banks tre finalepræsentationer
17.00 – 17.30 Dommerpanelet voterer
17.30 – 18.00 Kåring af vinderteams for hver af de tre virksomheder
Se livestream af finalen i AU Challenge 2020 her
Mere information:
Merethe Kruse
Projektleder for AU Challenge
Mail: mekr@au.dk
Tlf.: 21 38 60 66