Vil du have indflydelse på, hvad der sker på dit institut? Så er det nu, du skal stille op til forårets valg til institutfora på Health.
06.03.2018 |
Den 16. og 17. maj 2018 er der valg til institutfora på alle fem institutter på Health. Og både medarbejdere og studerende på fakultetet har mulighed for at stille op. Som medlem af et institutforum sidder du med ved bordet, hvor vigtige akademiske beslutninger træffes.
Hvis du vil stille op til valget, skal du først tjekke, at du er både opstillings- og stemmeberettiget. Det fremgår af valglisterne, som er lagt ud på institutternes hjemmesider.
Er du ikke oprettet på valglisten, og ønsker du at stille op til valget, skal du give besked til sekretariatslederen på dit institut.
Ønsker du at stille op til valget, skal du i perioden fra den 3. april til den 17. april udfylde en opstillingsblanket til valget, som er lagt ud på dit instituts hjemmeside.
Valget gennemføres elektronisk, og man stemmer via www.mit.au.dk. Valgresultatet bliver offentliggjort den 24. maj 2018, og de nyvalgte medlemmer tiltræder den 1. juli 2018.
Se i øvrigt tidsplanen for det kommende valg på Healths medarbejderside og læs om afviklingen af valget i artiklen Nye rammer for valg til institutfora.
Et institutforums vigtigste opgave er at skabe rum til idéudvikling, kvalitet, gennemsigtighed og legitimitet i beslutninger om akademiske spørgsmål. Institutforum skal også sikre instituttets faglige og sociale identitet og sammenhæng.
Institutlederen har pligt til at sikre medbestemmelse om akademiske forhold gennem løbende og rettidig medinddragelse. Han eller hun skal derfor drøfte væsentlige spørgsmål inden for forskning, talentpleje, videnudveksling og uddannelse med sit institutforum.
Hvis du vil vide mere om valget, kan du læse Healths nyligt opdaterede valgcirkulære for institutfora.