Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Verdens øjne hviler på The Aarhus Model of Dental Education

Mens arbejdet med at udvikle de tandfaglige uddannelser lever en relativt upåagtet tilværelse på Health, har ’The Aarhus Model of Dental Education’ skabt international opmærksomhed. Det er oplagt at samtænke uddannelser og undervisning. Der er bare ingen, der har gjort det før.

24.02.2021 | Lise Wendel Eriksen

Fra august 2022 bliver The Aarhus Model of Dental Education implementeret på Institut for Odontologi og Oral Sundhed. Foto: Lars Kruse

Tandlæge, tandplejer, klinisk tandtekniker, tandklinikassistent og tandtekniker. Fem uddannelser inden for det orofaciale område, som indtil for få år siden ikke havde meget andet til fælles end hvide kitler og samme adresse i Universitetsparken. I dag er Institut for Odontologi og Oral Sundhed godt i gang med at nedbryde de ellers så solide uddannelsessiloer ved at revidere og samtænke alle uddannelserne og bygge en uddannelsesmodel, som formentlig ikke er set andre steder i verden.

”Vi ville gerne skabe synergi. Og fordi vi fagligt og fysisk er tæt på hinanden, kunne vi se de klare fordele ved, at vores dimittender uanset uddannelsestype står på samme faglige fundament. De skal fra første arbejdsdag i landets tandklinikker kende hinandens kompetencer og arbejde tæt sammen, så hvorfor ikke blive fortrolige med den teambaserede tandpleje allerede på uddannelsen,” siger viceinstitutleder for uddannelse Caroline Hørsted, der står i spidsen for revisionsprocessen.

Hun fortæller blandt andet, hvordan dele af den kliniske undervisning i fremtiden gøres fælles, så de forskellige studerende arbejder sammen om patienterne i klinikken. Det gør de ikke i dag.

Fusionen banede vejen

Hvordan tager man fat på så gennemgribende en opgave? Caroline Hørsted fremhæver to afgørende omstændigheder: Den organisatoriske sammenlægning af Institut for Odontologi og Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) tilbage i 2016 samt fakultetets visionsproces for uddannelser på Health i 2017.

”Fusionen og visionsprocessen indledte The Aarhus Model of Dental Education. Nu havde vi muligheden for – og ressourcerne til – at tænke nyt, gøre noget helt andet og omsætte de ønsker, vi længe havde haft, til en ny uddannelsesstruktur. Den mulighed greb vi,” fortæller Caroline Hørsted. ”Og så har det også givet noget energi, at internationale uddannelsesinstitutioner følger med og anerkender vores arbejde.”

Firstmovers

Og der er ingen tvivl om, at den internationale uddannelsesverden holder øje med projektet. Mike Curtis er en af dem, der nøje følger processen. Han er institutleder og professor i mikrobiologi på Faculty of Dentistry, Oral and Craniofacial Sciences ved King’s College i London, og så er han medlem af fakultetets Advisory Board.

”Aarhus-modellen er designet til at overvinde de uddannelsessiloer og -barrierer, som vi ser stort set alle steder i verden. Det er et meget ambitiøst projekt, og jeg glæder mig til at følge erfaringerne – gode som dårlige – da jeg mener, at Aarhus kan have betydning for, hvordan vi former de orofaciale uddannelser i fremtiden,” siger Mike Curtis.

Processen viser tænder

Arbejdet blev indledt med tydelige kompetenceprofiler for alle uddannelser, der skal spille sammen. Dernæst fulgte arbejdet med at beslutte, hvilke fag og kurser der skal indgå hvor og hvornår, så det bliver logistisk muligt at have undervisning på tværs af uddannelserne. Den del af processen er stadig i gang og har krævet ændringer i alle studieordninger. Ifølge Caroline Hørsted er det her, visionen trækker tænder ud:

”Denne del kræver ekstremt meget koordinering på tværs, fordi vi hele tiden samtænker uddannelserne, undervisningen, ressourcerne og vores kliniske faciliteter. Og hvis et uddannelseselement er vigtigt for alle, skal det jo ligge på samme tidspunkt i alle uddannelser af hensyn til synergien. Det er noget af et puslespil.”

Caroline Hørsted fortæller også, at samarbejdet på tværs har været en øjenåbner.

”Det er blevet tydeligt, at vi faktisk kan planlægge, så vi mere hensigtsmæssigt udnytter faciliteter som klinikstole og simulationsklinik. Vi har også fokus på, at forskere og undervisere kan undervise i deres specialer på flere uddannelser, så vores studerende bliver undervist af eksperten. Det er en kæmpe gevinst for vores studerende og for os som institut.”

Keep going

Hvis det er så oplagt at sløjfe siloerne og skabe faglig synergi på tværs, hvorfor er der så ikke flere, der har gjort det tidligere?

”Fordi det er megabesværligt! Det er en kæmpe opgave, som bliver ved med at gribe om sig, og det handler ikke kun om strukturelle ændringer. Det er også en kulturændring, vi har sat i gang, og det er hårdt arbejde,” fortæller Caroline Hørsted.

Den betragtning er Mike Curtis enig i, men han opfordrer til at holde snuden i sporet og dele alle erfaringer med resten af verden. “Keep going. Der kommer uundgåeligt bump og problemer undervejs, men det bliver man klogere af, og erfaringerne kommer andre uddannelsesinstitutioner til gode. Alle anerkender fordelene ved den fuldt integrerede teambaserede læring, men kun få er rent faktisk lykkedes med at implementere det og opnå fordelene. Jeg ønsker Aarhus al mulig succes,” siger Mike Curtis fra London.


 Fakta om The Aarhus Model of Dental Education

  • Institut for Odontologi og Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) fusionerede i august 2016 og kom til at hedde Institut for Odontologi og Oral Sundhed (IOOS).
  • I oktober 2017 begyndte visionsprocessen for de orofaciale uddannelser. En øvelse, som samtlige uddannelser på Health har været igennem.
  • Uddannelsen i Klinisk Tandteknik blev godkendt som en professionsbachelor i december 2020. Før var det en erhvervsakademiuddannelse.
  • IOOS huser også erhvervsuddannelserne Tandklinikassistent og Tandtekniker (grundforløb) samt videreuddannelsen i Ortodonti, diplomuddannelsen i Oral Helse og akademiuddannelsen i Odontologisk Praksis, som så vidt muligt også tænkes ind i The Aarhus Model of Dental Education.
  • Som viceinstitutleder for uddannelse står Caroline Hørsted i spidsen for Aarhus-modellen. Store dele af medarbejderne på IOOS er involveret i projektet, der varetages og koordineres af de fire delprojektledere: studieleder Lene Meilstrup Martinussen (tandpleje), uddannelsesleder Ulla Bæk Lindtoft (klinisk tandteknik), studieleder Irene Dige (odontologi) og klinikleder Birgitte Lüttge (klinisk undervisning).
  • The Aarhus Model of Dental Education og de nye studieordninger på tandplejer-, klinisk tandteknik og tandlægeuddannelsen (bachelor og kandidat) bliver implementeret fra august 2022.

Kontakt

Viceinstitutleder for uddannelse Caroline Hørsted
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Mobil: 23 26 63 21
Mail: choersted@dent.au.dk

Uddannelse, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Offentligheden/Pressen