På Aarhus Universitet har vi besluttet os for at gøre noget konkret ved de strukturelle og kulturelle barrier, som kvinder oplever i deres daglige arbejde på universiteterne.

23.05.2016 | Signe Opstrup

Foto: Jesper Rais, Aarhus Universitet

Af Brian Bech Nielsen, Anne Marie Pahuus og Lise Wogensen Bach.

Kun 18 procent af professorerne på landets universiteter er kvinder, på trods af at der er ligevægt af mandlige og kvindelige ph.d.-studerende. Tallet er et udtryk for, at universiteterne går glip af en talentmasse, der alt andet lige ville styrke forsknings- og undervisningsmiljøerne i Danmark. Det er ikke hensigtsmæssigt.

På Aarhus Universitet ønsker vi at øge andelen af kvindelige forskere på de højeste karrieretrin. Det skal ske med afsæt i anbefalingerne fra den nationale Taskforce for Flere Kvinder i Forskning, som offentliggjorde deres anbefalinger i 2015. Universitetet har derfor vedtaget en handleplan med en række konkrete værktøjer, som institutterne og centrene på Aarhus Universitet kan benytte sig af med henblik på at justere kønsbalancen blandt forskerne.

Barsel må ikke være hæmsko

En af de store strukturelle barrierer, som de fleste kvindelige forskere igennem tiden har skullet overkomme, er barsel. Barselsorloven medfører ofte en merudgift for arbejdspladsen – særligt i forbindelse med eksterne bevillinger, hvor der ofte ikke er afsat økonomiske ressourcer til orlov.

Det er baggrunden for, at vi nu sikrer, at institutter/centre og bevillingshavere kompenseres for den merudgift, som måtte opstå i forbindelse med forskerens barselsorlov. Derudover lægger vi op til en ordning, som skal sikre, at forskere (uanset køn) kommer godt i gang efter endt orlov: økonomisk støtte til at vedligeholde et kollektivt forskningsprojekt under en af deltagernes orlov og en reduceret undervisningsforpligtelse i en periode er således mulige veje til en effektiv tilbagevending efter endt orlov.

Behovet for en undervisningsfri periode er relevant, fordi vores undervisning er forskningsbaseret og dynamisk. Det er derfor vigtigt for undervisningskvaliteten, at forskeren får mulighed for at indhente viden om den nyeste forskning inden for sit felt, inden vedkommende genoptager sin undervisning.

En anden udfordring, som handleplanen adresserer, er arbejdet med at sikre og synliggøre forskningsgruppernes og det kollegiale fællesskabs store betydning for et attraktivt arbejds- og forskningsmiljø. Konkurrencen om de internationalt bedste forskere og om midler at forske for kræver et godt samarbejde, og her er det vigtigt, at kønnene kan konkurrere på lige vilkår.

Derfor skal vi skabe en kultur, hvor der er plads til konkurrence om resultater, publiceringer og midler, samtidig med at forskerne ikke ’sakker bagud’ på grund af en barsel – og samtidig med, at man også vurderer andre aktiviteter, der bidrager til arbejdspladsens samlede forskningsprofil, såsom vidensdeling, samarbejde, vejledning mm.

Væk med Rip-Rap-Rup

En tredje barriere, som vi nu gør noget ved, er selve udvælgelses- eller ansættelsesproceduren. Videnskabelige data viser nemlig, at bedømmere vurderer ansøgere eller prismodtagere med en profil, der ligner de hidtidige i faget, som mere kvalificerede.

Derfor lægger vi op til at følge kvindernes vej gennem vores rekrutterings- og udvælgelsespraksis for at holde øje med dét, som i en snes år har været kendt som ’Rip-Rap-Rup-effekten’. Vi ser på kønsfordeling i bedømmelsesudvalg, blandt ansøgere og blandt nyansatte. At holde øje er måske ikke nok, men en bevidsthed blandt de ansvarlige ledere er en god drivkraft for en villet forandring.

De nævnte værktøjer – samt en række andre – skal være med til at skabe rum for, at alle talenter, der kan og vil, har mulighed for at vælge forskervejen. Derfor er institutterne og centrene på Aarhus Universitet nu gået i gang med at skabe ens vilkår for kvindelige og mandlige forskere gennem lokale handleplaner.

Erfaringerne fra de bedste amerikanske universiteter viser, at det kan lade sig gøre at rette op på en skæv kønsbalance, men udviklingen vil ikke ske over natten – det kommer til at tage tid. Med en handleplan, der er udviklet ud fra international erfaring, men tilpasset den danske forsknings- og uddannelsesvirkelighed, er vi nu slået ind på en vej til endnu bedre universiteter i balance.