39 nyslåede Skou-professorer kom fra hele verden og fik en varm velkomst i Merete Barker-auditoriet af dekan Lars Bo Nielsen og rektor Brian Bech Nielsen. ”Vi er mere glade, end I aner”, lød det fra rektor.
09.10.2019 |
Den 8. oktober blev den foreløbige kulmination på Honorary Skou Professor-indsatsen, som er udmøntet i 47 æresprofessorer til Health. 39 af dem havde fundet vej til Aarhus, hvor de ved en uhøjtidelig og festlig ceremoni formelt blev indsat som fakultetets første Honorary Skou Professorer.
Rektor Brian Bech Nielsen gav de internationale topforskere en veloplagt indflyvning til Aarhus Universitet, fra de første gule sten blev lagt på en bar mark med græssende får i udkanten af byen i 1928 til universitetets nyeste strategi, som strækker sig ind i fremtiden.
Her har forbindelser til universiteter og forskere i andre lande en stor betydning, understregede han.
”Vi har brug for relationer for at skabe viden. Derfor er vi glade for, at I tager imod vores invitation. Og glæder os til at sige velkommen, igen og igen, da vi håber, at I vil vende tilbage til Aarhus”, sagde Brian Bech Nielsen.
I sin tale til professorerne og deres danske værter betonede Lars Bo Nielsen nu afdøde Jens Christian Skous betydning. Ikke alene for hans banebrydende opdagelse af natrium-kalium-pumpen, som han modtog Nobelprisen for. Men også for hans indstilling til, at væsentlige resultater opnås bedst ved en fælles indsats.
”Skou var meget optaget af sine internationale relationer og lagde aldrig skjul på, at hans succes var betinget af, at flere bidrog til hans forskning. Og hele livet gentog han vigtigheden af at dele ideer og lade sig inspirere af hinanden. Og jeg er sikker på, at havde han været her i auditoriet fyldt med seriøst skarpe topforskere, ville han være begejstret”, sagde Lars Bo Nielsen.
Læs om meningen med Honorary Skou Professors