Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vi har ekspertisen – Sydafrika har patienterne

En samarbejdsaftale mellem læger og forskere i Aarhus og Johannesburg i Sydafrika har givet Aarhus Universitet adgang til et patientgrundlag, der normalt er uden for dansk rækkevidde. Aftalen hjælper samtidig sydafrikanerne med at opbygge et akademisk miljø.

20.12.2016 | Nanna Jespersgaard

Sydafrika rummer mange flere ressourcer, end vi tror - og også flere, end de selv tror, siger professor Michael Hasenkam. Med en hverdag i både Aarhus og Johannesburg er det ham, der får det praktiske samarbejde til at fungere.

Det er hverken filantropi eller udnyttelse af ’stakkels afrikanere’, når en håndfuld karkirurger,  urinvejseksperter samt hjerte- og hudlæger fra Aarhus Universitet / Aarhus Universitetshospital i disse måneder flyver til og fra Johannesburg i Sydafrika for at samarbejde med afrikanerne om bl.a. HIV-patienter.

De sydafrikanske samarbejdspartnere kommer fra Witwatersrand University (Wits) i Johannesburg og fra Cape Town University. Wits har for nylig udnævnt Michael Hasenkam, professor ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, til ’visiting professor’. Det betyder, at han sideløbende med dagligdagen på Aarhus Universitet har sin jævnlige gang på Wits og det tilknyttede hospital med et patientgrundlag på 8-9 millioner indbyggere. Det giver en unik mulighed for at koble AU-forskere på kliniske problemstillinger i takt med, at de dukker op i Afrika:

”På hospitalet i Johannesburg ser vi i øjeblikket et mønster, hvor HIV-patienter på antiviral medicin er begyndt at komme med nogle mærkelige symptomer. De har blå arme, udvidelser af hovedpulsåren eller vaskulært betinget udslæt. Og de er så mange, at der danner sig et billede af en ny type åreforkalkning, som vi ikke kender til, og som vi aldrig selv havde fået øje på, fordi patientgruppen i Danmark er lille”, lyder et eksempel fra Michael Hasenkam.

I det konkrete tilfælde tog Hasenkam initiativ til, at hans danske professorkollega, overlæge Anne-Mette Hvas fra Klinisk Biokemisk Afdeling, fløj til Johannesburg med henblik på at undersøge, om de mærkelige symptomer er en hidtil ukendt bivirkning af antiviral medicin, eller om der er tale om en helt ny type HIV-sygdom, en såkaldt HIV-vaskulopati.

Både vi og de bliver klogere

”Det har sat nye undersøgelser i gang, og det vigtige er, at samarbejdet er win-win. De har patienterne, og vi har ekspertisen, som skal sprede sig i de akademiske miljøer på Wits. Det giver begge parter en sjælden mulighed for at blive klogere,” siger Michael Hasenkam, der er i øvrigt er forhenværende prodekan for det nu nedlagte område videnudveksling.

Et andet eksempel på et win-win samarbejde vedrører urinvejsmisdannelser hos børn. Det er en defekt, der er hyppigt forekommende i Sydafrika, men næsten udryddet herhjemme, hvor misdannelsen typisk konstateres ved en scanning tidligt i graviditeten, ’og så ender den som regel der’, som Hasenkam formulerer det.

Fordi han færdes i det sydafrikanske fagmiljø inviterede Hasenkam professor Henning Olsen fra urologisk forskningsenhed ved Aarhus Universitet til Wits. Dels for at møde de patienter, som der efterhånden er langt imellem herhjemme, dels for at undervise afrikanerne i behandling af børn med medfødte misdannelser. Besøget har nu ført til, at der skal afholdes en stor kongres i Sydafrika, hvor læger og fagfolk skal dele viden om et forskningsfelt, som den fattige del af verden har brug for, og hvor ekspertisen i verdens rige lande samtidig risikerer at tørre ud.

Når samarbejdsaftalen mellem Aarhus Universitet og Witwatersrand University fungerer så godt, skyldes det ifølge Michael Hasenkam, at aftalen er konkret og handlingsorienteret i modsætning til en række andre samarbejdsaftaler, som han har set strande på øverste hylde i reolen, fordi der er for langt fra hensigtserklæringer til handling.

Hvem skal få ting til at ske i praksis?

”Det betyder noget at have et menneske på stedet. Hvis ingen kender ’infrastrukturen’ til bunds, hvem skal så få ting til at ske i praksis? Der er nødt til at være én, som reelt har mulighed for at holde fast i begge ender, og man er nødt til at tilstræbe en ligeværdighed,” siger Michael Hasenkam med henvisning til det i udgangspunktet ulige set up, hvor Johannesburg har patienterne og Aarhus Universitet eksperterne.

Her lider Sydafrika i særlig grad under, at de dygtigste læger, som er nøglepersoner i et akademisk miljø, systematisk headhuntes af privathospitalerne. Her leverer de behandling på samlebånd, mens forskningen står stille, og på den baggrund ønsker Michael Hasenkam at udbygge samarbejdsaftalen til også at omfatte privathospitalerne, der kan levere økonomien – og som jo også har brug for lægelige fremskridt.

”Der er så store perspektiver i det her, og Sydafrika er enormt vigtigt for os. Der er mange flere ressourcer, end vi tror – og også flere end de selv tror,” siger Michael Hasenkam.

Læger og forskere med interesse i eller spørgsmål og ideer til samarbejde med Sydafrika er velkomne til at kontakte Michael Hasenkam.

 

Mere om samarbejdsaftalen:

  • Aarhus Universitet indgik i 2015 samarbejdsaftaler med to af Sydafrikas førende universiteter, nemlig Witwatersrand University (Wits) i Johannesburg og University of Cape Town.
  • Det har ført til en række samarbejdsprojekter – ikke bare på sundhedsområdet, men også inden for bl.a. kulturarv, bioscience og biomedicin.
  • Forskningsprojekterne er finansieret af universitetets såkaldte Sydafrika-pulje, hvor forskere har kunnet søge op til 60.000 kroner pr projekt.

Kontakt:


Professor i klinisk medicin Michael Hasenkam
Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og
Witswaterrand University i Johannesburg
Mail: hasenkam@clin.au.dk
Fastnet: + 45 78 45 30 89
Mobil: + 45 40 91 36 16


Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Samarbejde, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe