Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vi ønsker os et samlet Institut for Folkesundhed

Institutledelsen har netop sendt IFS-ønsker til Campus 2.0 til dekanatet på Health. Og selvom ønsket om at flytte ind i den nye universitetsby i Nørrebrogade ikke blev imødekommet, er det fortsat et geografisk samlet institut, der står øverst på ønskesedlen.

22.10.2018 | Sabina Bjerre Hansen

Billede af bygning i Univesritetsparken

Udviklingen af Campus 2.0 har stor betydning for IFS og muligheden for at udvikle instituttet. Foto: Lars Kruse/AU.

I september søsatte Health en bred inddragelsesproces i forbindelse med Campus 2.0. Siden da har institutledelsen arbejdet på en samlet indstilling med oversigt over og begrundelser for IFS-ønsker. Indstillingen er drøftet med LSU og Institutforum og nu sendt til dekanatet.

I indstillingen har følgende ønsker topprioritet:

  • Et samlet IFS i universitetsparken
  • Renovering af eksisterende lokaler til nutidige forhold
    (kontorer, undervisningslokaler og mødefaciliteter)
  • Bedre forhold for studerende
    (bedre studiemiljø)

En flytning af Idræt til universitetsparken vil være en gevinst for alle

”Det er helt centralt for vores vision om et styrket Institut for Folkesundhed, at vi får mulighed for at samle instituttet ét sted. En fælles adresse vil bidrage til øget samarbejde, mere synergi og bedre udnyttelse af både undervisningslokaler og laboratoriefaciliteter. Og så vil det dagligt spare os for en masse logistiske udfordringer,” siger institutleder Ole Bækgaard.

Han mener desuden, at det vil være til stor gavn for både studerende og medarbejdere, hvis der bliver etableret idrætsfaciliteter på campus.

Og netop idrætsfaciliteterne er – selvfølgelig – en forudsætning for, at instituttet kan samles i Universitetsparken. Derudover er der behov for flere grupperum og specialekontorer, undervisningslokaler tæt på instituttets forskningsmiljøer, og plads til ekstracurriculært studiemiljø for studerende fra instituttetes otte uddannelser.

Hvis du vil vide mere om detaljerne i instituttets indstilling, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Annette Bachmann på mail: ab@ph.au.dk eller mobil: 24 98 85 85.


Hvordan forløber den videre proces?
Den digitale postkasse er fortsat åben for forslag fra alle studerende og medarbejdere. Skriv til nycampus@au.dk og se mere på AU-hjemmesiden om Campus 2.0.

Inddragelsesprocessen kører frem til den 1. november 2018. Herefter samles alle Healths input i et høringssvar, som sendes videre til rektor Brian Bech Nielsen. Høringssvarene indgår som en del af bestyrelsens endelige beslutning om den overordnede indretning af Campus 2.0 i december.

Læs mere i fakultetsnyheden Hvordan skal campus 2.0 se ud?

Administrativt, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Folkesundhed, Institut for Folkesundhed, Videnskabelig medarbejder