Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vi skal spare – men ikke på ambitionerne

Sommeren står for døren, og uanset hvilken vej sommervejret blæser, står der ferie i kalenderen. Det er tid til, at vi alle lader batterierne op – og vi glæder os.

04.07.2016 | Brian Bech Nielsen

På tværs af hele universitetet – både i fagmiljøerne og administrationen – oplever jeg gang på gang et drive, et engagement og en viljestyrke, som er helt imponerende. Den ånd skal vi holde fast i. Og det er i den ånd, vi skal kæmpe for at skabe en god arbejdsplads, lyder det fra rektor Brian Bech Nielsen. Foto: Lars Kruse

Det første halve år af 2016 har været intenst og på trods af et ekstraordinært varmt forår, så har det mest været kølige vinde, der har blæst fra Christiansborg. Finansloven bød som bekendt på besparelser og generelle stramninger på både uddannelses- og forskningsområdet. Sammen med fremdriftsreformen og dimensioneringen stiller det store krav universitetets drift.

Jeg vil gerne kvittere for det store arbejde, der er foregået på tværs af hele universitetet med henblik på at identificere besparelser. Efter bestyrelsesmødet den 14. juni og det seneste møde i hovedsamarbejdsudvalget har vi nu sat kursen for Aarhus Universitet frem mod 2020. I dette tidsrum skal universitetet i alt finde ca. 280 mio. kr., men heldigvis bliver vi hjulpet på vej af nogle af de besparelserne, der blev vedtaget i forbindelse med besparelsesrunden for et par år siden. Arbejdet med at konkretisere planerne lokalt begynder efter sommerferien, og her står vi som udgangspunkt godt rustet til at imødegå de økonomiske udfordringer.

Vi skal spare – ja! Men vi skal ikke spare på ambitionerne! Og vi skal slet ikke spare på de eksterne midler, som vi dygtigt har hjemtaget. Vi har samlet set en stor opgave med at bringe disse midler i spil og dermed realisere de planlagte forskningsprojekter. Øget forskningsaktivitet skaber omsætning, samarbejde og øget konkurrenceevne, og det har vi især brug for i en periode, hvor universiteterne ikke står til vækst via de offentlige midler.

Jeg og resten af universitetsledelsen vil gøre vores til, at vi inden for de udstukne rammer fortsat udvikler universitetet med et konstant fokus på højeste kvalitet i forskning, uddannelse og ikke mindst den rådgivning, der har været meget omtalt i medierne på det seneste. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den myndighedsrådgivning, som Aarhus Universitet leverer via DCE og DCA giver et godt grundlag for politikerne til at træffe beslutninger på. Vores ambition er, at der er fuld offentlighed og armslængde om denne ydelse efter klare aftaler med ministerierne.

Betyder det så, at forskere ved AU, også dem som leverer viden til myndighedstjeneste, ikke kan forholde sig til politiske beslutninger eller samfundstiltag? Nej! For som der står i universitetsloven: Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat. Forskerne repræsenterer deres faglighed og skal naturligvis stå på mål for deres tilkendegivelser og kritiske kommentarer.

Jeg vil gerne understrege, at videnskabelig kvalitet, kritisk tilgang og frihed går hånd i hånd. Vi er til for samfundet, og vi skal styrke og samarbejde med hele samfundet, men vi er ikke samfundets bovlamme tjener. Vi afdækker efter bedste evne sandheden, og vi fortæller om den – også når den er ilde hørt. Disse værdier hører til selve kernen i universitetsansattes arbejde. De udgør universitetets ånd, og de værdier lever vi efter.

Universitetets vigtigste opgaver er at uddanne dimittender, udføre forskning på internationalt højt niveau og levere viden, der møder samfundets behov. Det ansvar er vi meget bevidste om, og derfor har vi nu åbnet for nye muligheder på en række områder, som skal styre universitetet i den rigtige retning.

Aarhus Universitet kommer f.eks. i fremtiden til at uddanne flere ingeniører for at imødekomme den akutte ingeniørmangel, samfundet står overfor. Derudover kommer vi til at samle kultur- og erhvervssproguddannelserne, som vil gøre Aarhus Universitet til centrum for Nordens største forsknings- og uddannelsesmiljø inden for de europæiske hovedsprog.  Vi vil også opleve en oprustning på businessområdet, og lægeuddannelsens erhvervsretning skal styrkes.  Endelig sætter universitetet sig lige efter sommerferien i spidsen for forskning inden for skole og dagtilbud med åbningen af Nationalt Center for Skoleforskning.

Disse initiativer er eksempler på, hvordan vi løbende søger at tilpasse universitetet til samfundets behov.  

Et er sikkert: Uanset hvilken udfordring vi står over for, lykkes vi kun gennem en fælles indsats. På tværs af hele universitetet – både i fagmiljøerne og administrationen – oplever jeg gang på gang et drive, et engagement og en viljestyrke, som er helt imponerende. Den ånd skal vi holde fast i. Og det er i den ånd, vi skal kæmpe for at skabe en god arbejdsplads.

Den seneste APV viser tydelige fremgang, men der er altså fortsat plads til forbedring på områder som stress, god omgangstone og anerkendelse. Jeg kan ikke sige det tydeligt nok: Man skal gerne være glad for at møde på arbejde, når man er ansat ved Aarhus Universitet. Vi har alle et ansvar for at løfte den opgave – og som ledelse har vi et særligt ansvar for at gå forrest.

Så kære medarbejdere, kolleger og studerende – det er jer, der gør en forskel i hverdagen – for hinanden og for universitetet. Med de ord ønsker jeg jer en velfortjent ferie og en dejlig sommer. Jeg glæder mig til at tage hul på anden halvdel af 2016, når vi mødes igen efter ferien. Jeg har allerede de første besøg i kalenderen i september, hvor jeg igen i år vil tage rundt og mødes med jer ude på institutterne.

Rigtig god sommer!

 

 

Politik og strategi, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Forskning