Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

VIDEO: Aarhus Universitet hylder studerende med dobbeltkarrierer

Aarhus Universitet har det største antal Team Danmark-støttede studerende i Danmark - og et blomstrende iværksættermiljø blandt de studerende. I en videohilsen fejrer prorektor Berit Eika på vegne af universitetet de studerende, der i det forgangne år har opnået særlige resultater som enten elitesportsudøvere eller iværksættere.

29.10.2020 | Kristoffer Jakobsen

Anne-Marie Rindom er en af de Dual Career-studerende, Berit Eika hylder i videohilsenen. Foto: AU Foto.

Hvert år i oktober fyldes Stakladen normalt med universitetets mest talentfulde studerende og dimittender indenfor iværksætteri og eliteidræt. Her bliver de fejret med manér af universitetet for deres bedrifter i den akademiske, sportslige og forretningsdrivende verden.

I år har coronavirus sat en stopper for den traditionelle fejring, men de prisvindende Dual Career-studerende skal ikke snydes for velfortjent anerkendelse. Prorektor Berit Eika sender derfor denne videohilsen, hvori hun roser og lykønsker de studerende, der i det forgange år har vundet medaljer til VM eller EM, kvalificeret sig til OL eller vundet større iværksætterpriser med deres egne virksomheder. 

Prorektor Berit Eika understreger i videoen, at hun er stolt af, at Aarhus Universitet kan hjælpe studerende med at kæmpe for to drømme på én gang.

”I bliver ved med at imponere mig. Med jeres beslutsomhed. Med jeres energi. Med jeres store ambitioner. I viser, hvor langt man kan nå med planlægning og hårdt arbejde,” siger prorektor til de studerende og afslutter med et kæmpestort tillykke for deres indsats og bedrifter i deres dobbeltkarrierer. 

 

De prisvindende studerende er alle en del af AU’s Dual Career-program, der giver studerende plads til at kaste sig ud i en karriere indenfor iværksætteri eller elitesport ved siden af studierne.  Det sker blandt andet ved at tilbyde de studerende rådgivning og vejledning, studieadministrativ hjælp, personlige støtteordninger og Adgang til træningsfaciliteter eller iværksættermiljø.

OM DUAL CAREER-PROGRAMMET

  • 4 studerende på AU har i 2020 vundet i alt 8 medaljer ved EM eller VM
  • 5 studerende og 2 alumner er allerede udtaget til OL i 2021
  • 4 studerende fra 3 virksomheder har i 2019 modtaget 3 større iværksætterpriser
  • 65 studerende fra AU’s Dual Career-program er dimitteret i 2020
  • 55 elitesportsudøvere på Aarhus Universitet er også støttet af Team Danmark – det højeste antal i landet
  • Der er etableret flere end 200 virksomheder blandt studerende på Aarhus Universitet i løbet af de seneste 4 år. Flere med en omsætning på mere end 1 mio. kr. årligt – og flere med mere end 10 ansatte
  • Gruppen af studerende, der følger Dual Career-programmet på Aarhus Universitet, klarer sig generelt godt på studiet – de har en god fremdrift og et lavt frafald 

LÆS MERE OM DUAL CAREER

Bevillinger og priser, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Uddannelse, Forskning, Ekstern målgruppe, Forskning