Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vil du crowdfunde næste forskningsprojekt?

Crowdfunding og crowdsourcing bruges i stigende grad til at finansiere sundhedsinnovation, og også forskere kan have glæde af at tænke i de nye muligheder. Det mener INNO-X Healthcare, som det forløbne år har drevet en crowdfunding-platform, som nu vil dele sine erfaringer kvit og frit.

31.01.2017 | Nanna Jespersgård

Crowdfunding kan overordnet beskrives som en metode, hvor man ud fra princippet ’mange bække små’ fører kampagne for sin idé eller sit projekt, som alle interesserede kan hjælpe på vej med penge eller tjenester.

Er det seriøst, at man som forsker lader netværksfinansiering som fundraising og crowdsourcing supplere eller ligefrem erstatte traditionelle former for fundraising af projekter – og er der overhovedet nogen, der har held med at skaffe penge?

Svaret er i begge tilfælde ’ja’, og argumenterne vil blive udfoldet, når crowdfunding-platformen CrowdsWhoCare d. 8. februar samler forskere og andre interesserede til et gratis seminar om mulighederne for at bruge crowdfunding og crowdsourcing til at finansiere innovationsprojekter i sundhedssektoren.

På seminaret kan man bl.a. møde en antropolog, der har gennemført et crowdfundet og crowdsourcet projekt, man kan høre om trends og tendenser inden for teknologi og innovation og møde kammeradvokaten i en gennemgang af de juridiske aspekter med crowdfunding inden for det offentlige.

Vil dele vigtige erfaringer

CrowdsWhoCare har siden september 2015 været drevet af INNO-X, som mange kender som en selvstændig enhed under Institut for Klinisk Medicin, der arbejder for at fremme behovsdrevet og evidensbaseret innovation i sundhedssektoren. Crowdfunding manager ved CrowdsWhoCare, Dorthe Stricker, forklarer, at seminaret afvikles for at dele vigtige erfaringer - desværre i anledning af, at CrowdsWhoCare lukker ned på grund af manglende finansiering.

”Platformens formål var at forbinde innovationsprojekter inden for sundhedsområdet med mennesker, der ville støtte projekterne enten økonomisk eller med deres tid og kompetencer. Det var den første platform herhjemme med det fokus, så det er logisk og naturligt, at vi deler vores erfaringer, så de kommer flest mulige til gode, før platformen lukker, siger Dorthe Stricker.

Hun forklarer, at det bl.a er lykkedes CrowdsWhoCare at rejse værdier for mere end én million kroner og give to projekter så megen opmærksomhed, at de fik ’rygvind’ – også selv om det ikke i første omgang lykkedes at skaffe fuld finansiering.

En mange bække små-metode

Crowdfunding kan overordnet beskrives som en metode, hvor man ud fra princippet ’mange bække små’ fører kampagne for sin idé eller sit projekt, som alle interesserede kan hjælpe på vej med penge eller tjenester.

Ifølge kommunikationsmedarbejder i INNO-X, Niels Skjødt Sørensen, skyldes lukningen, at det ikke er lykkedes at skabe et økonomisk bæredygtigt grundlag for platformen via landsdækkende opbakning. Målet var, at få den fem regioner til at støtte CrowdsWhoCare, men det er kun lykkedes at få Region Midtjylland til at bakke op.

”Det er ærgerligt, men i stedet for at smække med døren på vej ud, har vi inviteret en række oplægsholdere med ekspertviden om sundhedsinnovatioon, deleøkonomi og alternative finansieringsmuligheder,” siger Niels Skjødt Sørensen. Forskere kan tilmelde sig via nedenstående link og gerne asap af hensyn til serveringen: www.eventbrite.com/e/crowdfunding-og-crowdsourcing-i-sundhed-registration-30884797260

 

 

Forskning, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Health