Er du en aktiv underviser med passion for at nytænke og udvikle både din og andres undervisning? Så har du nu mulighed for at blive en del af Healths netværk af ambassadører for undervisning. Der er ansøgningsfrist den 18. juni 2018.
29.05.2018 |
De seneste to år har Health haft et netværk af engagerede ambassadører for undervisning. Ambassadørerne arbejder lokalt på institutterne og på ph.d.-skolen og har til opgave at bidrage til undervisningsudvikling. Målet er at optimere de studerendes læring, undervisernes pædagogiske kompetencer og uddannelsernes kvalitet. Ambassadørnetværket er forankret på Center for Sundhedsvidenskabelige Uddannelser (CESU), som står for kompetenceudvikling af ambassadørerne og løbende fungerer som sparringspartner.
Styrket ambassadørfunktion og flere penge
En ny evaluering, som CESU har gennemført, viser, at både ambassadører, CESU og uddannelsesledelsen har gjort sig vigtige erfaringer de seneste to år. Der er stort engagement og masser af idéer i netværket, og koblingen mellem CESU og fagmiljøerne er blevet styrket.
For at sikre, at ambassadørerne i endnu højere grad kan bringe deres kompetencer i spil i fagmiljøerne, har fakultetsledelsen foretaget følgende justeringer af rammerne for arbejdet med undervisningsudvikling på fakultetet:
· Ambassadøren bliver organisatorisk tilknyttet sit instituts viceinstitutleder for uddannelse.
· Ambassadøren skal søge sit hverv og bliver udpeget for en periode på to år.
· Ambassadøren forventes at levere en arbejdsindsats svarende til 2-5 dage om måneden. De konkrete opgaver og forventninger aftales og afstemmes med viceinstitutlederen for uddannelse.
· Ambassadøren får et stipendium på 20.000 kr. til et inspirationsophold ved et udenlandsk universitet.
Nye ambassadører skal føre arbejdet videre
Med de nye rammer for ambassadørnetværket som fundament vil CESU nu - med fakultetsledelsens opbakning - etablere et nyt korps af ambassadører for undervisning.
Hvis du er interesseret i at blive ambassadør for undervisning på dit institut, er det nu, du skal udfylde ansøgningsskemaet og sende det på mail til Liza Strandgaard på lis@cesu.au.dk. Deadline er den 18. juni 2018, og tidligere ambassadører for undervisning er også velkomne til at søge.
Ansøgningerne bliver vurderet af viceinstitutlederne for uddannelse og CESU, og udpegningen af nye ambassadører forventes at ske inden sommerferien.
Fakta om ambassadører for undervisning
· Du får pædagogisk og didaktisk kompetenceudvikling hos CESU.
· Du får et diplom på din kompetenceudvikling, som kan indgå i din undervisningsportfolio.
· Du får et stipendium på 20.000 kr. til et udlandsophold.
· Du får direkte adgang til og indsigt i de fora, hvori vigtige beslutninger om uddannelse og undervisning bliver truffet.
· Du bliver en del af et fagligt stærkt og engageret netværk af ligesindede kolleger.
· Du bidrager til og får mulighed for at præge den løbende udvikling af undervisningen på dit institut.
Vil du vide mere?
Du kan finde flere og mere detaljerede oplysninger om ambassadørnetværket og arbejdet som ambassadør for undervisning i CESUS beskrivelse af netværket (pdf). Her kan du også se konkrete eksempler på de opgaver, som ambassadørerne løser.
Læs også mere i artiklen Health udpeger ambassadører for undervisning.
Kontakt
Leder af det prægraduate område Liza Strandgaard
Aarhus Universitet, Health – Center for Sundhedsvidenskabelige Uddannelser (CESU)
Mail: lis@cesu.au.dk
Mobil: 20 33 47 77