Jacob Thyrsted Jensen fra Aarhus Universitet forsker i luftvejsinfektioner. I sit ph.d.-projekt har han udskiftet forsøgsdyr med en avanceret cellemodel, og derfor får han den såkaldte 3R-pris, der går til ph.d.-studerende, som gør en særlig indsats for dyrevelfærden.
25.01.2021 |
Som ph.d.-studerende ved Institut for Biomedicin vil Jacob Thyrsted Jensen gerne vide, hvad der helt præcis sker i lungernes celler, når man får en luftvejsinfektion som influenza eller SARS-CoV-2. I stedet for at bruge mus og rotter i forskningsprojektet udviklede Jacob Thyrsted Jensen en avanceret cellemodel, som både ligner og fungerer som det beskyttende cellelag, vi mennesker har i lungerne.
Det bliver han belønnet for med 3R-prisen, som tildeles ph.d.-studerende fra det sundhedsvidenskabelige fakultet, der enten reducerer, forfiner eller erstatter dyreforsøg i deres forskning. 3R-prisen er indstiftet af det sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, ved Aarhus Universitet og med prisen følger 10.000 kr. De tre R’er står for replacement, refinement og reduction.
Ph.d.-studerende Jacob Thyrsted Jensen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 29 92 42 23
Mail: thyrsted@biomed.au.dk