Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet vil styrke relationen til alumner

Aarhus Universitet ønsker at styrke og udbygge relationen til universitetets alumner, der er vigtige bærere af viden til samfundet og et stærkt netværk for universitetet.

14.08.2020 | Lonni Klitgaard

Erhvervsudvalget har netop godkendt en ny alumnestrategi, der styrker den fælles og koordinerede alumneindsats, så alle universitetets alumner, uanset tilhørsforhold, oplever at være en del af alumnenetværket.

”Visionen for det fremtidige alumnearbejde er, at alle alumner får mulighed for at indgå i en livslang og gensidigt værdiskabende relation med universitetet. Alumnerne har en særlig relation til AU og kan på den måde indgå i mange forskellige sammenhænge både som et aktiv for studerende og for universitetets øvrige medarbejdere. Den unikke relation skal vi understøtte, så vi til fulde får udfoldet det potentiale, alumnerne repræsenterer i samspillet med erhvervsliv og samfund i øvrigt”, udtaler Jette Hammer, leder af Karriere, Alumne og CRM, Erhverv og Innovation

Hidtil har kun enkelte fakulteter arbejdet målrettet og koordineret med en alumneindsats, men med vedtagelsen af den ny alumnestrategi er det besluttet, at alle universitetets alumner skal modtage en basispakke af kommunikation og tilbud fra universitetet. I den forbindelse skal et tværgående alumnebånd sikre koordinering på tværs af universitetet, så den centrale indsats går hånd i hånd med de indsatser, der allerede finder sted lokalt.

Den nye indsats over for alumner vil bl.a. indbefatte:

  • Etablering af et alumnenyhedsbrev, der sendes 2-4 gange årligt til alle alumner
  • Udvikling af alumner.au.dk
  • Koordinerede rekrutteringskampagner for at tiltrække en større andel af AU’s alumner, i dag er kun 22% af mulige alumner medlem af AU’s alumnenetværk
  • Tilpasse systemunderstøttelsen til håndtering af det fælles alumnenetværk
  • Etablering af generelle tilbud til alumner som viden og netværk samt faglige tilbud og evt. mentorordning
  • Udvikling af tilbud til særlige alumnegrupper, f.eks. ph.d. og junior researchers, startups og internationale alumner

Den fælles indsats over for alumner varetages af Erhverv og Innovation og vil blive igangsat ultimo 2020.

Kontakt:

Jette Hammer

Leder af Karriere, Alumne og CRM

Erhverv og Innovation

Aarhus Universitet

Tlf. 23421416

jeha@au.dk

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Ekstern målgruppe