Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU sender kantiner i udbud

AU vil sikre, at studerende og medarbejdere får den bedste kvalitet til prisen, når de handler i kantinerne på campus. Universitetet sender derfor nu en række kantineopgaver i udbud. Det betyder samtidig lukning af kantineudsalg tre steder på campus.

06.07.2020 | Anders Hylander

Foto: Søren Kjeldgaard/AUFoto

Som statslig institution er AU forpligtiget til med jævne mellemrum at sende driftsopgaver i udbud. Konkurrenceudsættelsen skal bidrage til, at universitetet giver studerende og medarbejdere de bedste kantiner indenfor rammer af en bæredygtig drift, hvor økonomi, kvalitet og klima er centrale parametre.

Som varslet tidligere på året sender AU derfor nu en række kantineopgaver i udbud. Det drejer sig om de kantiner, som Studenterhusfonden p.t. varetager. Derudover indgår Samfundsfaglig kantine, der drives af Jespers Torvekøkken, og hvor nuværende kontrakt udløber næste år.

”Formålet med at sende kantinedriften i udbud er – ud over at leve op til forpligtelsen om regelmæssige udbud - at sikre, at medarbejdere og studerende får den bedste kvalitet for prisen. Derudover ønsker vi at gøre kantinedriften økonomisk rentabel, og den skal bidrage positivt til AU’s klimastrategi,” siger universitetsdirektør Arnold Boon, der er formand for udbuddets styregruppe.  

Medarbejderne i Studenterhusfonden er i denne uge blevet orienteret af deres ledelse om udbuddet.

Færre kantineudsalg på campus

Udbuddets omfang betyder blandt andet lukning af kantineudsalget i Dale’s Café, i Stakladen og på Moesgaard.

”Beslutningen om lukningen af de tre kantineudsalg er blandt andet truffet på den baggrund, at de i længere tid ikke har været rentable forretninger. Dale’s Café og Stakladen har ikke været rentable, dels fordi de ligger tæt på henholdsvis Tandlægeskolens kantine – og kantineudsalget i Nobelparken og på Det Kongelige Bibliotek,” siger universitetsdirektør Arnold Boon, der er formand for udbuddets styregruppe.

Der arbejdes p.t. på at finde en løsning, så studerende og medarbejdere også i fremtiden kan købe forplejning på Moesgaard.  

Styregruppen forventer, at der ved at koncentrere kantineudsalget færre steder på campus kan opretholdes en højere kvalitet i de tilbageværende kantiner.

Den videre proces

Kantineudbuddet offentliggøres i uge 28, og styregruppen forventer at have fundet en vinder af udbuddet i november 2020. Vinderen overtager Studenterhusfondens kantineopgaver per 1. januar 2021, når den nuværende kontrakt med Studenterhusfonden udløber. Samfundsfaglig kantine overtages per 1. august 2021.

I forbindelse med udbuddet har AU valgt at hjemtage driften af konferencecentret i Studenternes Hus på Frederik Nielsens Vej i Aarhus.

 

Mere information:

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Politik og strategi