Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Danish Cardiovascular Academy uddeler PhD og Postdoc. stipendier

Nyt akademi indenfor kardiovaskulær forskning efterspørger ansøgninger til stipendier. Danish Cardiovascular Academy byder desuden inden for til networking og events.

11.08.2021 | Lene Halgaard

Danish Cardiovascular Academy (DCAcademy) er en ny national satsning, som skal fremme forskning og forskningsuddannelse indenfor det kardiovaskulære område. Visionen med en øget forskningsindsats er, at forbedre livskvaliteten for hjerte-kar-patienter i kraft af større viden om at diagnosticere, behandle og forebygge hjerte-kar-sygdomme. Akademiet har sit sekretariat på Institut for Biomedicin. Det er støttet af Novo Nordisk Fonden med 150 millioner kroner og Hjerteforeningen med 30 millioner kroner.

100 stipendier vil i løbet af de næste 5 år blive uddelt (PhD, Postdoc.). Missionen er at sikre forskning af høj kvalitet på tværs af fagligheder inden for det kardiovaskulær område. Samtidig skaber akademiet også et fagligt netværk.

”Det er vores håb, at de unge forskere, som modtager et stipendie fra os, får et solidt fundament i form af uddannelse og netværk, som har stor betydning for deres fremtidige karriere,” siger Christian Aalkjær, Executive Managing Director, Danish Cardiovascular Academy.

De første 20 stipendier kan søges nu med frist den 10. september 2021. Der udbydes følgende:

PhD-stipendier:

  • Seks stipendier, som udgør 1/3 eller 2/3 stipendie og beløber sig til henholdsvis DKK 550.000 og DKK 1.100.000.
  • Seks fulde stipendier, støttet af Hjerteforeningen, som beløber sig til DKK 1.650.000. Disse stipendier tildeles primært klinisk forskning og forskning inden for forebyggelse og folkesundhed.

Postdoc.-stipendier:

  • Fire stk. to års stipendier på fuld tid, som beløber sig til DKK 1.150.000.
  • Fire stk. fem års stipendier på 20 % tid med fokus på klinisk forskning støttet af Hjerteforeningen, hvilket beløber sig til DKK 575.000.

DCAcademy tilbyder også kurser og events, som giver forskerne gode faglige værktøjer og et stærkt fagligt netværk. Det er muligt for alle forskere på området at deltage i flere af disse events, som bliver lanceret via hjemmeside og i nyhedsmail. Læs mere om Danish Cardiovascular Academy og stipendier på: www.dcacademy.dk


Talentudvikling, Ph.d.-studerende, Health, Health, Bevillinger og priser, Studerende, Institut for Biomedicin, Offentligheden/Pressen, Institut for Folkesundhed, Teknisk/administrativ medarbejder