Håbet om at kunne udvikle en kur mod HIV stiger lige nu, hvor forsøg med 15 HIV-smittede på Aarhus Universitetshospital ser meget lovende ud.
30.04.2013 |
Forskere ved Aarhus Universitet og Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital holder vejret lige nu. En række tests på patienter afprøver i disse måneder en helt ny metode, og hvis alt går som håbet, kan den betyde, at HIV-infektion i sidste ende vil kunne helbredes.
De første resultater af forsøgene vil blive præsenteret på en international konference i Malaysia til sommer. Projektet er så banebrydende, at forskerne har modtaget godt 12 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd, så de kan udføre forsøg med en egentlig kur mod HIV.
”Det er vigtigt at understrege, at vi er på et tidligt stadie i arbejdet med at udvikle en kur mod HIV, og at der formentlig vil gå mange år, før en sådan vil blive almindeligt udbredt. Derfor skal man selvfølgelig stadig beskytte sig mod HIV-infektion, og hvis man er smittet tage sin medicin som hidtil,” siger seniorforsker Ole Søgaard, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
I dag findes ingen behandling, der kan fjerne HIV-virus, når det først er trængt ind i kroppen og efter ganske kort tid bliver kapslet ind i nogle af cellerne og går i dvale.
Men Aarhus-forskerne har nu fundet et stof, en såkaldt HDAC-inhibitor, der ser ud til at kunne aktivere HIV-virus igen. Håbet er, at dette lokker celler med HIV-virus til at blotte sig. Dermed bliver de sårbare over for kroppens immunforsvar, der så kan gå til angreb.
”Laboratorieforsøg ser så lovende ud, at jeg er næsten sikker på, at det vil lykkes os at få cellerne med det indkapslede HIV-virus i mennesker til at blotte sig. Spørgsmålet er, om patienternes immunsystem kan genkende virus og dræbe det. Dette vil afhænge af, hvor stærkt immunsystem er, og hvor kraftigt virus bliver blottet,” siger Ole Søgaard.
HIV-infektion behandles i dag med en kombination af lægemidler, som blokerer virus-aktiviteten, men som ikke kan fjerne infektionen. Det betyder, at HIV-smittede skal behandles livet igennem med menneskelige, helbredsmæssige og sundhedsøkonomiske følger.
Seniorforsker, læge Ole Schmeltz Søgaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, SKS
Direkte telefon: 2721 5985
ole.schmeltz.sogaard@ki.au.dk
Læge, ph.d.-studerende Thomas Rasmussen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, SKS
Direkte telefon: 3170 2964
thomas.rasmussen@ki.au.dk
Forskningsleder Martin Tolstrup
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, SKS
Direkte telefon: 2067 9741
mtol@svf.au.dk
Professor, ledende overlæge Lars Østergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, SKS
Direkte telefon: 5151 3140
lars.ostergaard@ki.au.dk