Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

ERC-bevilling skal forbedre behandling med stamceller

Brug af blodstamceller i behandling af kræft og genetiske sygdomme kan være en udfordring. Genteknologi er løsningen, lyder det fra lektor Rasmus O. Bak fra Aarhus Universitet, som har fået 11 millioner kroner af Det Europæiske Forskningsråd (ERC) til et nyt fem-årigt forskningsprojekt.

10.01.2022 | Lene Halgaard

Rasmus O. Bak forsker i CRISPR/Cas-baserede genteknologier, hvormed man bl.a. kan udføre målrettet genredigering og genregulering. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Transplantation af blodstamceller indgår i behandlingen af en række sygdomme i blodet og immunforsvaret. Lektor Rasmus O. Bak fra Institut for Biomedicin har modtaget et ERC Starting Grant på godt 11 millioner kroner fra Det Europæiske Forskningsråd til at forbedre anvendelsen af blodstamceller.

Stamcelletransplantationer er i dag forbundet med adskillelige udfordringer. Ved at bruge avanceret genteknologi vil Rasmus O. Bak påvirke blodstamcellerne til at blive mere effektive i behandlingen af arvelige blodsygdomme og sygdomme som blodkræft. Forskningsprojektet styrker kendskabet til de basale molekylære mekanismer, som er afgørende for, hvor effektivt blodstamceller kan bruges til at bekæmpe sygdom. Dermed bidrager projektet til at udbrede stamcelletransplantationer som behandlingsform.

Fakta om ERC Starting Grant

Et ERC Starting Grant er en prestigefuld europæisk forskningsbevilling, der gives til yngre forskere. Det Europæiske Forskningsråd bevilger op til 1,5 mio. EUR til forskningsprojekter over en fem-årig-periode. I modsætning til mange andre fonde har ERC kun ét bedømmelseskriterium: videnskabelig topkvalitet. Health har i 2022 haft øget fokus på at hjemtage bevillinger fra ERC.

Kontakt

Lektor og ph.d. Rasmus O. Bak
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 93929100
Mail: bak@biomed.au.dk

Bevillinger og priser, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin