Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Farvel til en gentleman med tæft

Ole Steen Nielsen er ham, man gerne vil have som bordherre, uanset om det er til møde eller fest. Nu går han på pension efter ni år som prodekan for forskning på Health og 40 år som læge.

19.08.2020 | Henriette Stevnhøj

Ole Steen Nielsen var prodekan for forskning på Health fra 2011 til 2020.

”Lille mand kan kaste en stor skygge”.

Et afskedsportræt af Ole Steen Nielsen, afgående prodekan for forskning på Health, bør begynde med et Storm P-citat. Præcis som Ole Steen Nielsen selv har indledt adskillige møder som overlæge på Aarhus Universitetshospital og siden 2011 som prodekan for forskning ved Health på Aarhus Universitet.

”Han er jo besat af Storm P”, lyder det fra Inger Vithen, tidligere oversygeplejerske fra Onkologisk Afdeling D på Aarhus Sygehus, hvor hun i 11 år arbejdede tæt sammen med Ole Steen Nielsen. Skudsmålet er utvetydigt og hjerteligt:

”Ole er den bedste kollega, man kan ønske sig. Han lytter, han er oprigtigt nysgerrig og utrættelig”.

Deres parløb fandt sted, mens kræftområdet udviklede sig i stormskridt. Kræftpakkerne blev indført, nye behandlingsformer kom til, og omstruktureringer var dagligdag. Alligevel fandt Ole Steen Nielsen eksempelvis tid til at støtte fortagesomme sygeplejersker i at oprette et længe ønsket ungeafsnit. Det lykkedes blandt andet, fordi han aktiverede gode relationer i Århus Amt.

”Ole var dygtig til at skabe en god stemning og få folk med, både i det små og i større sammenhænge”, siger Inger Vithen. Her spillede Storm P en rolle.

”Ole kunne altid diske op med et Storm P-citat, der passede til lejligheden, eller som virkede afvæbnende. Det blev hans signatur”, fortæller Inger Vithen.

Tillid til medarbejderne

Noget tyder dog på, at det kneb med et Storm P-citat af den afvæbnende slags, da Ole Steen Nielsen i 2011 meddelte, at han skulle være prodekan for forskning på Aarhus Universitet. Ifølge ledende overlæge Morten Høyer sendte opsigelsen chokbølger gennem den onkologiske afdeling.

”Det var et tab, at Ole forlod sygehusvæsenet. Han var visionær på afdelingens vegne, og han var med til at drive især den individuelle kræftbehandling frem. Som leder evnede han at give medarbejderne frie tøjler og vise tillid. Det vokser man af”, fortæller Morten Høyer, som selv var ung læge i Ole Steen Nielsens afdeling. 

’Uselvisk’ er også et adjektiv, Morten Høyer vil knytte til Ole Steen Nielsens skift til prodekan.

”Ole satte reelt sin forskerkarriere til side for at arbejde for en større sag, nemlig udvikling af forskningens vilkår. Selv om vi var meget kede af at miste ham på afdelingen, så måtte vi jo erkende, at universitetet var det næstbedste sted, både for ham og for AUH”, siger Morten Høyer. 

Bygge bro over forskelle

Ole Steen Nielsen kom til Aarhus Universitet i en brydningstid, hvor Healths institutter var omlagt. Opgaverne var blandt andet at fastholde og udvikle verdensklasseforskning, bidrage til at skaffe fondsmidler, få flere kvinder i topforskning, dyrke internationale netværk og få de bedste hoveder til at søge mod Health.

Desuden har han alle årene været del af det tværgående udvalg for forskning på AU. Her blev han flankeret af sin prodekan-kollega fra BSS, Per Baltzer Overgaard. Han fremhæver Ole Steen Nielsens evne til at bygge bro over kulturforskellene mellem udvalgets medlemmer.

”Man kan fornemme Oles lange liv fra sundhedssektoren. Han ved, hvordan de ikke altid lette relationer mellem djøf’ere og læger skal tackles, og det har givet ham kompetencer til at håndtere møder med mange forskellige interesser og deltagere. Det er ikke ukendt at opleve selvhøjtidelighed og territorieafmærkning i disse sammenhænge, men aldrig fra Ole. Han kunne eksempelvis godt finde på at sige, at ’her er vi ikke verdensmestre’, og det var en befrielse”, siger Per Baltzer Overgaard.

Han er især imponeret over Ole Steen Nielsens arbejde med at implementere universitetets nye normer for rekruttering. Et paradigmeskifte i måden at ansætte på, som har tvunget de faglige miljøer til at kigge længere væk for at få nyt talent.

”Det har været et sværdslag, men det har han klaret beundringsværdigt uden at få uvenner”, siger Per Baltzer Overgaard. 

Gentleman med kvik kommentar

Fra rektorkontoret – og formand for AU’s Forskningsudvalg - Brian Bech Nielsen lyder en stor tak for Ole Steen Nielsens indsats som næstformand i udvalget.

”Ole er indbegrebet af ordentlighed, og han har været en stor støtte for mig. Ole kan dialogen til perfektion, og han bibringer et godt humør, som afspejler sig i hans mødeform. Han har ikke behov for at føre sig frem, og han er indbegrebet af en klassisk gentleman; velforberedt, med sikker tæft og elegance”, siger Brian Bech Nielsen. 

Om følgende anekdote er i gentleman-klasse, er op til læseren at afgøre, men rektor Brian Bech Nielsen ler hjerteligt, da han genfortæller:

”I perioder var der problemer med kloakken i rektoratets bygning, og til tider lugtede det fælt fra kælderen. Netop sådan en dag mødte jeg Ole på trappen, hvor han med glimt i øjet kom mig i møde med bemærkningen; ’det er bemærkelsesværdigt, at jo tættere man kommer på ledelsen, jo mere lugter det af lort’. Den griner jeg af endnu”, siger Brian Bech Nielsen.

I 2016 bad han Ole Steen Nielsen om at lade sig konstituere som dekan, indtil stillingen blev besat. 

”Det var helt oplagt at spørge Ole, og han var heldigvis indstillet på at løse opgaven. Det gjorde, at vi fik en fin overgang, indtil Lars Bo Nielsen kom til, og det er jeg meget taknemmelig for".

Intet skelet i skabet

Det er en betragtning, dekan på Health Lars Bo Nielsen tilslutter sig.

”Jeg kan ikke forestille mig en bedre start. Ole havde taget de beslutninger, som var nødvendige, men havde ikke lagt langsigtede planer. Det var en meget velforberedt og veldrevet organisation, jeg kom til. Der raslede så at sige ingen skeletter ud af skabene, fortæller Lars Bo Nielsen.

Kolleger fremhæver Ole Steen Nielsens stærke sociale side. Han er den, man gerne vil have som sidemand ved frokostbordet eller til mødet. Risikoen for at komme til at kede sig er ikke eksisterende. Han er beleven, taler gerne om kunst, litteratur og naturligvis om Storm P, som han tilsyneladende har været betaget af i årevis. Ingen kan svare på, hvor længe eller hvorfor, men Ole Steen Nielsen træder ikke gerne op uden et citat af Storm P eller en ’flue’, som de små finurlige tegninger med tekst kaldes.

”Jeg kender efterhånden Storm P ganske godt”, lyder det fra Lise Wogensen Bach, prodekan for uddannelse og Ole Steen Nielsens nabo på dekangangen i Victor Albeck Bygningen. 

”Ole er en strategisk tænkende prodekan, som har let ved at identificere svære problemstillinger og anvise løsningsforslag, uden at ryste på hånden. Han har villet noget med sit virke. Tilmed er han er god kollega og generøs med at øse af personlige erfaringer, hvis det gavner. Jeg vil savne Ole”, siger Lise Wogensen Bach.



Mere om Ole

Ole Steen Nielsen, 67 år, blev læge i 1980, dr.med. i 1984 og speciallæge i 1990. Han var ledende overlæge ved kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital fra 1995-2011. Herefter prodekan for forskning på Aarhus Universitet, afbrudt af en periode som konstitueret dekan i 2016-2017. Han har lavet både grund- og klinisk forskning, blandt inden for behandling af sarkomer og palliativ medicin.    


Afskedsreceptionen for Ole Steen Nielsen, som var planlagt til tirsdag 1. september, er UDSAT pga. COVID-19 til den 1. december. Læs mere her.

Ole Steen Nielsens afløser er hjertelæge, professor Hans Erik Bøtker fra Aarhus Universitetshospital. 

Navnenyt, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Offentligheden/Pressen