Kønsfordelingen er skæv på toppen af den akademiske karrierestige. Det er professor Karin Lykke-Hartmann klar over. Men til trods for, at hun har oddsene imod sig, har ubalancen ikke fyldt meget på hendes vej til professoratet. Hun vil ikke have positiv særbehandling og insisterer på at klare sig igennem på sine faglige resultater.

06.10.2021 | Simon Byrial Fischel

Fem professorer sidder omkring hende i en hestesko. De er alle mænd. Hun er til jobsamtale, og under den løstsiddende bluse rumsterer hendes ufødte datter i maven. Hun er fem måneder henne. På højkant er en lektorstilling, som kan blive et vigtigt næste skridt i Karin-Lykke Hartmanns akademiske karriere. Samtalen går godt. De fem professorer er imponerede, og to dage senere får hun tilbudt jobbet. Ingen har set maven. Men havde det spillet en rolle, hvis de havde?

”Jeg tænkte bagefter på, at hvis der havde været bare én kvinde i ansættelsesudvalget, så var det blevet spottet, at jeg var gravid,” fortæller Karin Lykke-Hartmann.

Det blev ikke gjort til et problem, da institutlederen kort tid efter opstarten fandt ud af, at hun var på vej på barsel. Alligevel har Karin Lykke-Hartmann tit overvejet, om hun mon var blevet ansat, hvis udvalget havde set maven strutte.

Vi springer fjorten år frem i tiden.

Karin Lykke-Hartmann er til jobsamtale igen. Denne gang gælder det professoratet, og ansættelsesudvalget består nu af tolv personer, hvoraf fem er kvinder.

”Der er helt sikkert sket noget på den front i forhold til, at professoropslagene nu er åbne, og at der er flere kvinder i ansættelsesudvalgene,” siger Karin Lykke-Hartmann.

”Det er positivt og skaber da alt andet lige bedre vilkår for kvinderne.”

Alligevel bliver hun overrasket, da hun under interviewet til denne artikel ser et udtræk, som viser kønsfordelingen i akademiske stillinger på Health:

”Det er jo helt vildt. Fire gange så mange mandelige professorer som kvindelige?”

Er der et problem her, synes du?

”Ja. Der er et problem her.”

Hvordan løser man det så?

”Det er det. Jeg ved det simpelthen ikke.”                   

Kom til feltet tilfældigt

Det er omkring to måneder siden, at Karin Lykke-Hartmann tiltrådte som professor i reproduktiv medicin på Institut for Biomedicin, og vejen dertil har været både lang og snirklet. 

Som ung kandidatstuderende på Københavns Universitet lå det fjernt for hende at arbejde med kvindelig fertilitet. Hun beskæftigede sig med udviklingsbiologi inden for planter og var ved at færdiggøre sin cand.scient. med speciale i proteinkemi, da hun for første gang satte fod i laboratoriet.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at laboratoriearbejdet fungerede fantastisk for mig. Jeg blev fuldstændigt bidt af at kunne stille spørgsmål om molekyler og så finde et svar.”

Hun ville forske. Det var hun ikke i tvivl om. Allerede et år inden specialet var færdigt, sendte hun en ph.d.-ansøgning med tilhørende projektbeskrivelse til Yale University i Connecticut. Ansøgningen blev accepteret, men da Karin Lykke-Hartmann året efter ankom for at starte ph.d.-projektet, fik hun en overraskelse, som blev afgørende for hendes videre karriereforløb.

”Da jeg landede på Yale, var mit ph.d.-projekt simpelthen blevet taget. En postdoc var i fuld gang med at lave det. Sådan var det bare. Forskningen kan jo ikke vente, og det var et godt projekt, så det skulle bare videre,” fortæller professoren.

En forsker fra holdet havde dog et andet projekt til hende. De havde for nyligt opdaget en type proteiner i mennesker og dyr, der mindede om dem, som Karin Lykke-Hartmann havde undersøgt i planter. Der var lige kommet en ny bevilling ind, og de manglede hænder i laboratoriet.

”Så står man dér. Jeg havde jo fundet en lejlighed og det hele, og måske var det underordnet, om det var planter eller dyr, jeg skulle arbejde med. Det var jo de underliggende mekanismer, som virkelig interesserede mig,” fortæller Karin Lykke Hartmann.

Hun blev sendt direkte i laboratoriet for at lave sine første ’knock-out’-mus – altså mus, hvor specifikke gener sættes ud af spil. I dette tilfælde for at se, hvordan det påvirkede musens embryoer under graviditet.

Karin Lykke-Hartmann havde aldrig lavet ’knock-out’-mus før, men hun er typen, som gerne tager en chance med noget nyt. Hun fandt dyrestaldene og gik i gang.

”Det er bare anderledes i USA. Der diskuterer man ikke så meget med gruppelederen, man gør bare tingene,” fortæller Karin Lykke-Hartmann.

Hun tvivler ikke på, at det er dén mentalitet, som har bragt hende frem i forskningsverdenen: ”Never give up! Det er mit mantra, og det er også indprentet i alle mine studerende, når de tager fra vores lab.”

Efter ph.d.en var færdiggjort på Yale, sluttede Karin Lykke-Hartmann sig til en forskningsgruppe på Cambridge University, hvor hun tilbragte fire år, inden hun vendte tilbage til Danmark som adjunkt for at starte sin egen forskningsgruppe på Aarhus Universitet.

Vil ikke have særbehandling

Karin Lykke-Hartmann går ind for selvbestemmelse og lige vilkår. Hun er bevidst om, at kvinderne er bagud på point i forskningsverdenen, og ser det også som en udfordring. Personligt har hun dog aldrig tænkt, at hun er blevet negativt særbehandlet på grund af sit køn.

”Jeg mener ikke, at mit køn har ligget mig til last. Hvis noget har, har det da været min cand.scient.-baggrund, for i sundhedsforskningen er det en fordel, hvis man er mediciner,” siger Karin Lykke-Hartmann.

Hun så gerne, at kønsfordelingen var lige i alle stillingskategorier, men selvom hun på sit felt er minoriteternes minoritet, har hun aldrig gået ind for positiv særbehandling. Det skal være ens for alle.

”Jeg bryder mig ikke om kvindespecifikke calls. Jeg vil ikke have en stilling eller bevilling, fordi jeg er kvinde. Jeg vil have det, fordi min forskning er den bedste, fordi jeg er den dygtigste,” siger professoren. 

Hun mener ikke, at det ene køn bør udelukkes fra at søge en given fondspulje eller stilling, men er faktisk ganske åben for et kvotesystem, som kan sikre, at der ansættes lige mange forskere af hvert køn.

Karin Lykke-Hartmann er nemlig på ingen måder blind for, at der er forskelle på mænd og kvinders vilkår. Som forsker i kvindelig reproduktion og mor til tre har hun en vis ekspertise, når det gælder graviditeter og barsler. Hun ved, at det kan være en udfordring for kvinders karrierer at få børn, men visse strukturelle tiltag er hun ikke tilhænger af. Det gælder fx øremærket barsel til mænd:

”Sådan noget skal man ikke trække ned over hovederne på folk. Det kan man selv vurdere og fordele,” understreger hun. Professoren er i det hele taget ikke vild med, når nogen begrænser hendes handlingsrum. Hun tror på frihed under ansvar, og det praktiserer hun også over for holdet af ansatte og studerende i sit laboratorium.

”Tag en guldkæde på”

Karin Lykke-Hartmann ved, at hun både som mor, som professor og som leder af en forskningsgruppe er en rollemodel. Ikke mindst for de kvindelige forskerspirer, som krydser hendes vej. Hendes budskab som mentor er dog det samme til både kvindelige og mandlige studerende: Det kræver selvtillid at klare sig som forsker.

Ryggen skal rankes. Ikke kun når man oplever medgang, men især når en artikel bliver skrottet, eller en fondsansøgning bliver afvist. Man skal lære sig selv at komme op på hesten igen og bevare troen på sin forskning. Det er det, Karin Lykke-Hartmann kalder 'at tage en guldkæde på'.

Hun har flere gange stødt på en antagelse om, at det er noget, mænd er særligt gode til. Undervejs i sin karriere har hun eksempelvis oplevet, at mandlige ledere har rost hende for at være ’sådan lidt drenget’ – med hendes egne ord betyder det ’svær at vælte’ – fordi hun sjældent lader sig gå på af modgang eller kritik.

Ifølge professoren er en forskningskarriere også på mange måder en livsstil, man vælger.

”Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at man ikke kan have et lykkeligt privatliv samtidig, men man skal kunne være fleksibel – særligt op til deadlines og ansøgningsfrister, og det kræver, at man er struktureret,” understreger hun.

Selv er Karin Lykke-Hartmann et familiemenneske, som prioriterer tiden med sine tre døtre højt. ”For mig handler det hele om planlægning. Hver onsdag eftermiddag er for eksempel blokeret i min kalender, for der går den yngste til spejder. Den slags kan man sagtens have tid til, mens man passer sin karriere, så længe man kan sætte det hele i system,” fortæller hun.

Uden konsekvenser – ingen handling

Den nyudnævnte professor er ikke aktivist. Slet ikke. Men hun ser alligevel et behov for handling, hvis man rent faktisk skal skabe lige vilkår for begge køn. Det er ikke noget, vi kan tale os til.

For Karin Lykke-Hartmann er det dog langt fra alle ligestillingsproblematikker, som skal løses på et strukturelt niveau. Visse ting må man hver især håndtere på sin egen måde.

”Find din egen vej, ellers finder du ingen. Der er ikke to karriereforløb, som er ens i forskningsverdenen,” siger hun.

Selv er hun typen, som går ind til institutlederen og tager den direkte, hvis hun ønsker sig noget bestemt eller har et problem, der skal tages op. Det fungerer for hende.

Hun tvivler ikke på, at det er gavnligt, når man fx stiller krav om en lige kønsfordeling i ansættelsesudvalg, men oplever personligt, hvordan dette også kan have en negativ slagside for kvinder. Telefonen ringer nemlig ofte, når mandlige kolleger har brug for en kvinde til en udvalgspost eller som medansøger. To uger inde i sit professorat var hun med i sit første ansættelsesudvalg.

”Jeg oplever, at folk jo går ud og finder en kvinde når de skal. Men ofte er jeg nødt til at være benhård. Jeg har ikke tid til at sidde med i alle de udvalg, hvis jeg også skal koncentrere mig om undervisningen og arbejdet i laboratoriet. Jeg siger ja til meget få per semester, og ellers satser jeg på at komme igennem på min forskning. Du knækker jo halsen på alt det ekstra arbejde.”

Karin Lykke-Hartmann oplever, at der på ligestillingsfronten er sket visse fremskridt i løbet af hendes karriere, men ærgrer sig grundlæggende over, at så få kvinder når professoratet.   

”Hvis man virkelig vil ændre noget på et ledelsesmæssigt niveau, så er man er nødt til at stille nogle konkrete krav, udstikke en tidslinje, og så skal der være nogle konsekvenser. Hvis ikke der er det, så kommer der ikke til at ske noget,” afslutter hun. 

 

Om Karin Lykke-Hartmann

• Uddannet cand.scient. fra Københavns Universitet i 1998
• Ph.d. fra Yale University i 2002
• Professor i reproduktiv medicin ved Institut for Biomedicin, leder af Reproduktionslaboratoriet
• Tidligere AIAS Associate
• Grundlægger og CEO af iNotify
• Ansat 20 % ved Klinisk Genetisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital
• Bor i Skæring
• Mor til tre piger på 9, 11 og 13 år.

 

Kontakt

Professor Karin Lykke-Hartmann
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin - Forskning og uddannelse, Skou-bygningen
Mobil: +45 29 39 05 58
Mail: kly@biomed.au.dk

 

Læs også de andre portrætter i serien ’Kvinde og Topforsker’:

Cecilia Ramlau-Hansen – ”Det koster noget at gå efter drømmen” 

Ida Vogel - ”Der er så mange gode grunde til, at kvinder skal forske” 

Bente Nyvad -  ”Jeg var nok aldrig blevet professor i dag” 

Kønsfordeling på Health – opdelt på stillingskategorier og institutter pr. 31. august 2021

	Klinisk Medicin		Biomedicin		Folkesundhed		Odontologi og Oral Sundhed		Retsmedicin
	♀	♂	♀	♂	♀	♂	♀	♂	♀	♂
Professorer*	36 (22%)	124 (78%)	6 (18%)	27 (82%)	11 (44%)	14 (56%)	5 (50%)	5 (50%)	1 (50%)	1 (50%)
Lektorer**	143 (42%)	199 (58%)	31 (40%)	46 (60%)	19 (57%)	14 (43%)	7 (39%)	11 (61%)	2 (29%)	5 (71%)
Adjunkter***	10 (37%)	17 (73%)	20 (59%)	14 (41%)	5 (50%)	5 (50%)	1 (50%)	1 (50%)	2 (50%)	2 (50%)
Ph.d.-studerende****	175 (62%)	109 (38%)	40 (64%)	22 (36%)	20 (59%)	14 (41%)	9 (82%)	2 (18%)	5 (62%)	3 (38%)

*Inkl. professor MSO, klinisk professor og statsobducent, **Inkl. seniorforsker, klinisk lektor og vicestatsobducent, ***Inkl. tenure track, ****Omfatter udelukkende lønnede ph.d.-studerende pr. 31. august 2021. Antallet af indskrevne ph.d. studerende kan være højere.
Kilde: Health HR.