Dekan Niels Chr. Nielsen forsvarer AU-forskeres ageren i den aktuelle debat om myndighedsrådgivning og grundlaget for landbrugspakken.

30.01.2018 | Niels Chr. Nielsen, dekan, Science & Technology

På Aarhus Universitet er vi vant til at debattere faglige uenigheder. Det foregår hver eneste dag i videnskabelige tidsskrifter, til konferencer, i laboratorier og i undervisningslokaler. Faktisk er uenighed og kritik en essentiel del af videnskabens væsen, fordi den gør os klogere og bringer os tættere på nye erkendelser.

Faglige uenigheder skal dog ikke ende i usaglige angreb på forskeres integritet. 

Det er desværre sket i den aktuelle diskussion om grundlaget for landbrugspakken. Det, der startede som en regulær faglig kritik, er eskaleret til et punkt, hvor forskere, som tilhører ét af verdens højest rangerede miljøer inden for miljø- og jordbrugsforskning – og som igennem årtier har beskæftiget sig med myndighedsrådgivning – beskyldes for at været gået på kompromis med deres faglighed for at tækkes Miljø- og Fødevareministeriet. Beskyldninger, som vel at mærke står på et tyndt og spekulativt grundlag.

Vi skal til enhver tid kunne tåle at være genstand for mediernes kritiske opmærksomhed. I den ånd har vi også samlet dokumentation og udmeldinger og lagt dem åbent frem for at skabe klarhed om forløbet. Men når institutionens og ikke mindst dens medarbejderes integritet forsøges beklikket, som det er sket i denne sag, så er det nødvendigt at stoppe op og skille fakta fra spekulation.

 

Et notat i stridens kerne

Den faglige kerne i striden er det såkaldte Tilbagerulningsnotat, som blev udarbejdet af forskere fra DCA og DCE i 2015. På det tidspunkt vidste forskerne intet om regeringens planlagte Landbrugspakke, og konkurrenceudsættelsen af myndighedsopgaver var ikke et tema.

To år senere præsenteres en række forskere – både de, som var involveret i Tilbagerulningsnotatet, og enkelte, som ikke var – for en faglig kritik fra Bjørn Molt Pedersen i en artikelserie bragt af Berlingske Tidende. Den kritik blev mødt med forskellige reaktioner:

Der var helt fra starten en anerkendelse af, at den manglende usikkerhedsberegning var en valid problemstilling, og dette er blevet gentaget flere gange siden (se f.eks. https://www.altinget.dk/miljoe/artikel/forskere-bag-landbrugspakken-dns-resultater-aendrer-intet og https://www.altinget.dk/miljoe/artikel/au-forskere-til-dn-i-viger-uden-om-substansen-i-vores-kritik).

Det er dog værd at bemærke, at dette i sig selv ikke ændrer på grundlaget for de politiske beslutninger i forbindelse med landbrugspakken, i og med at netop dette forbehold allerede blev bekendtgjort ministeriet i forbindelse med Tilbagerulningsnotatet i 2015.

De forskere, som stod bag Tilbagerulningsnotatet, havde dog også fra starten en række væsentlige faglige indvendinger mod Bjørn Molt Pedersens kritik.

 

Faglig kritik tager vi alvorligt

Den medieomtalte kritik af Tilbagerulningsnotatet gjorde dog, at jeg valgte at indkalde til et hastemøde for at bede forskerne udarbejde en redegørelse, der forholdt sig til den rejste kritik. Vi bekendtgjorde ved den lejlighed, at redegørelsen ville tilsendes ministeriet og offentliggøres på vores hjemmeside.

Mødet har i sig selv givet anledning til en del mistænkeliggørelse. Jeg anser det som naturligt, at vi tager sagen alvorligt, når der rejses så væsentlige spørgsmål om kvaliteten af vores rådgivning og faglighed. Og hvis vi har lavet fejl, så forventer jeg, at vi erkender dem og retter op på dem hurtigst muligt.

Det er blevet fremlagt, som om mødet blev indkaldt på grund af en bekymring for fakultetets økonomi. Det er ingen hemmelighed, at myndighedskontrakter er en stor indtægtspost, og at økonomi nu engang er en forudsætning for at kunne drive et universitet. Men i vores branche går faglighed, uafhængighed og integritet forud for økonomi. Som det er med alle typer forskningsbevillinger, så gør man sig kun fortjent til dem ved at levere med høj faglig kvalitet.

Lige så væsentligt, så er kontrakterne samtidig et udtryk for, at Aarhus Universitet i forbindelse med universitetssammenlægningerne i 2007 påtog sig en væsentlig opgave for ministeriet, Folketinget og i sidste ende den danske befolkning med at udføre forskningsbaseret uafhængig rådgivning inden for miljø og fødevareområdet. Den slags samfundsmæssige tillidshverv tager vi yderst alvorligt. Derfor er det både letkøbt og respektløst at reducere forskernes og universitetets ageren til et spørgsmål om penge.

 

Faglig redegørelse som svar på kritik

På ovennævnte møde besluttede forskerne at udpege den talsperson, som havde de bedste faglige forudsætninger for at deltage i debatten om beregningerne. På den baggrund opstod der spekulationer om, hvorvidt jeg eller andre i ledelsen havde givet nogen mundkurv på. Den påstand er siden blevet tilbagevist af forskerne i et læserbrev, som samtlige tilstedeværende forskere har støttet op om.

Forskerne afholdt derefter et møde med Bjørn Molt Pedersen for at drøfte uenighederne direkte. Efterfølgende blev deres respons på kritikken sammenfattet i en redegørelse, som blev gjort offentligt tilgængelig.

Der er efterfølgende fremlagt dokumentation på en løbende kontakt mellem Aarhus Universitet og Miljø- og Fødevareministeriet i tiden omkring det interne møde. Ministeriet havde som ansvarligt ressortområde en naturlig interesse i at høre forskernes respons på den skarpe kritik af deres rådgivning til ministeriet.

Det er blevet problematiseret, at der overhovedet var nogen kontakt mellem ministeriet og forskere. Armslængden til ministeriet skal selvfølgelig varetages, men jeg har ingen grund til at tro, at den er blevet kompromitteret i denne sag. Der er intet odiøst i, at der kommunikeres på forskellige niveauer mellem forskere og ministerier, men det kan dog overvejes, om den form for kommunikation skal formaliseres yderligere for at undgå den mistænkeliggørelse, vi har set i denne sag. Den debat mener jeg, at vi bliver nødt til at tage.

Det er også helt naturligt, at ministeriet ønskede at vide, om den faglige redegørelse ville foreligge inden et planlagt samråd, hvor ministeren skulle svare på faglige spørgsmål. Jeg formoder, at både ministre og udvalgsmedlemmer generelt vil ønske så oplyst et grundlag som muligt inden et samråd.

 

Forskere står på mål for rådgivning

Man skal forstå, at forskere, som har så stor erfaring med myndighedsrådgivning, er vant til at blive kigget over skulderen af interesseorganisationer, medier og politikere fra begge fløje. De er udmærket klar over, at deres faglige integritet er altafgørende; uanset hvordan de politiske vinde blæser.

Det er blevet påstået, at det er et forsøg på at udøve pres, når jeg nævner konkurrenceudsættelsen i en mail, hvor jeg takker medarbejderne for deres deltagelse i mødet. Den pågældende sætning indledes netop med, at sagen handler om faglighed og troværdighed, fordi disse er en forudsætning for at vinde en hvilken som helst konkurrence om forskningsmidler. Mailen ligger som nævnt på vores hjemmeside, så folk kan danne deres egen mening om sagen.

Jeg hæfter mig ved, at selvom der har været adgang til adskillige både interne og eksterne mailkorrespondancer, så er kritikken i sit væsentligste funderet i en bestemt tolkning af nogle få ord i denne enkelte mail.

Jeg hæfter mig også ved at medlemmer af forskningsgruppen bag tilbagerulningsnotatet har udtalt, at de ikke har været under pres i denne sag.

Det står enhver frit for at spekulere i, om forskere føler sig presset til at levere bestemte resultater – det kan man i princippet i alle situationer, hvor der er en bevillingsgiver. Men det er dybt problematisk, hvis spekulationer gradvist bliver ophøjet til fakta, sådan som det er sket i denne sag. Især når det betyder, at dygtige og hårdtarbejdende forskere pludselig stemples som utroværdige.

Der kan være mange gode grunde til at problematisere konkurrenceudsættelsen af myndighedsrådgivningen – mange af dem fremlagde jeg sammen med rektor allerede i juli 2017 – men jeg mener ikke, at denne sag giver nogen som helst basis for at påstå, at konkurrenceudsættelsen har påvirket forskernes ageren.