AU’s klimaregnskab for 2019 viser en samlet reduktion i universitetets CO2-udledning på 15 procent sammenlignet med 2018. Glædeligt, men der er stadig meget at gøre, mener universitetsdirektør Arnold Boon. Rejsen mod et endnu grønnere universitet er kun lige begyndt.
12.12.2020 |
For et år siden blev universitetets første klimaregnskab offentliggjort, og nu ligger det næste klar. Udviklingen viser, at AU’s samlede CO2-udledning er reduceret med 15 procent fra 2018 til 2019. Det glæder universitetsdirektør Arnold Boon.
”Det er første gang, vi kan måle på udviklingen i vores CO2-udledning – det er i sig selv værd at glæde sig over. Klimaregnskabet er et vigtigt værktøj på vores rejse mod et grønnere universitet, og med en reduktion på 15 procent står vi med et godt udgangspunkt for at nå målet i vores klimastrategi på en 35 procents CO2-reduktion i 2025”, siger Arnold Boon.
Overordnet set viser regnskabet for 2019 en reduktion på en række forskellige områder. En stor del af faldet ses i universitetets CO2-udledning forbundet med indkøb af el og varme, som er reduceret væsentligt, bl.a. på grund af øget vindproduktion i Danmark. Der ses også en betragtelig reduktion i den direkte udledning fra AU, som bunder i en mere klimavenlig varmeproduktion med biogas og træpiller frem for olie og gas. Derudover er der bl.a. sket en reduktion i universitetets vandforbrug og antallet af fløjne kilometer.
”Selvom vi er kommet godt fra start, så er der stadig meget, vi som universitet kan og skal tage fat på”, siger Arnold Boon og fortsætter:
”Målet i vores klimastrategi kan kun indfries, hvis vi arbejder fokuseret med at reducere vores CO2-udledning. Derfor ser jeg også meget frem til at følge udviklingen i de kommende år, hvor vi forhåbentlig begynder at se en reduktion, der udspringer direkte af de forskellige CO2-besparende aktiviteter, vi med afsæt i klimastrategien har skudt i gang. Det drejer sig fx om udfasningen af vores knap 200 diesel- og benzinbiler og indførelsen af en fast temperatur på 21 grader i de kolde måneder.”
Samtidig forventer Arnold Boon, at COVID-19-situationen vil kunne aflæses tydeligt i næste års regnskab.
”Vi kommer til at se en CO2-reduktion i 2020, som bl.a. bunder i markant færre flyrejser og mindre transport generelt. Jeg håber, at vi som en positiv konsekvens af COVID-19 kan holde fast i nogle af de nye vaner, som hjælper klimaet i den rigtige retning”.
Frem mod universitetets næste klimaregnskab vil der blive kigget på, hvilke aspekter der fremadrettet skal med i regnskabet, og hvilke metoder der skal videreudvikles.
Et af de emner, som forventes at komme op til drøftelse, er, hvorvidt biomasse udleder CO2 eller ej. AU retter sig efter FN’s klimapanel (IPCC), og ifølge dem udleder biomasse ikke CO2. Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), som har udarbejdet universitetets klimaregnskab, følger nøje med i debatten og retter opgørelsesmetoden til, hvis FN’s klimapanel ændrer opfattelse. Det vil i givet fald få betydning for AU’s resultater.
Aarhus Universitets klimaregnskab tager udgangspunkt i Greenhouse Gas Protocol (GHS), som er en anerkendt metode, der opgør udledning af drivhusgasser i CO2-ækvivalenter fordelt på tre såkaldte scopes:
Læs nyhed om:
Har du spørgsmål, er du velkommen til at sende en mail til sustainability@au.dk