Jens Cosedis Nielsen er ny klinisk lærestolsprofessor i kardiologi på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Det nye professorat styrker særligt den del af hjerteforskningen, som forbedrer prognosen for og livskvaliteten hos patienter, der lider af hjerterytmeforstyrrelser.
08.04.2021 |
Særligt patienter med behov for implantation af en pacemaker eller en hjertestarter på grund af for langsom puls, øget risiko for pludselig hjertedød eller svær hjertesvigt har gavn af Jens Cosedis Nielsens forskning. Han er ekspert i hjerterytmeforstyrrelser og er involveret i adskillige større forskningsprojekter i såvel nationale som internationale sammenhænge.
I sin nye funktion som klinisk lærestolsprofessor påtager Jens Cosedis Nielsen sig nye og større ledelsesmæssige opgaver, ligesom han får mulighed for at styrke sit forskningsfelt. Derudover vil han fortsat vejlede og inspirere yngre forskningstalenter til at engagere sig i den kardiologiske forskning. Alt sammen med ét mål for øje; at identificere de bedste behandlinger, der har betydning dels for patienternes prognose og livskvalitet og dels for sundhedsøkonomien.
Jens Cosedis Nielsen tiltrådte sit nye professorat den 1. april 2021.
Klinisk lærestolsprofessor, overlæge og dr.med. Jens Cosedis Nielsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Aarhus Universitetshospital, Hjertesygdomme
Mail: jens.cosedis.nielsen@clin.au.dk