Samarbejde med industrien er et adelsmærke, ikke en skamplet, for forskende læger, skriver prodekan for videnudveksling J. Michael Hasenkam i dette debatindlæg.

25.03.2013 | J. Michael Hasenkam

Prodekan for videnudveksling ved Aarhus Universitet, Health J. Michael Hasenkam. Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation.

Regeringen sender i øjeblikket stærkt tvetydige signaler om lægers samarbejde med industrien. I sin nye innovationsstrategi lægger regeringen op til at nyttiggøre forskning, så forskernes resultater ikke kun ender i videnskabelige tidsskrifter, men også bruges til at udvikle nye produkter. Det er således regeringens officielle politik, at forskere skal arbejde tættere sammen med erhvervslivet. På samme tid vil sundhedsminister Astrid Krag forbyde læger at samarbejde med virksomheder. Det er signalforvirring, der vil noget, og det hænger ikke sammen.

Det giver rigtig god mening, at læger samarbejder med virksomheder for at udvikle nye produkter baseret på kliniske behov. Det har mange læger også lyst til og bruger gerne mange fritimer på at produktudvikle og gennemføre kliniske forsøg. Men selv ikke læger vil investere mange resurser i et projekt uden forhåbning om at hente en gevinst på et tidspunkt. Derfor er et forslag om, at læger ikke må eje andele i virksomheder længere end to år, direkte kontraproduktivt for, at forskende læger vil deltage i nyttiggørelse af forskningsresultater.  Udvikling af farmakologiske produkter tager 10 – 15 år, og for medikotekniske produkter tager det 5 -10 år.  I det tidsperspektiv er to års deltagelse som medejer i en virksomhed meningsløs.

Mistænkeliggørelse af læger

De kritiske udmeldinger med mistænkeliggørelse af læger, der køber aktier, underviser på kurser arrangeret af industrien eller samarbejder i kliniske forsøg sammen med producerende virksomheder, er direkte gift for regeringens eget ønske om at få tættere kontakt mellem forskere og erhvervsliv, og det er alt andet end sund fornuft.

Der skal naturligvis være tillid til, at læger behandler patienter med de bedste produkter og ikke er påvirket i valg af produkter på baggrund af tilhørsforhold til enkelte virksomheder. Sikring af den tillid skabes ikke ved mistænkeliggørelse og stramme bånd for, hvad man må og ikke må gøre. Det skabes ved den høje grad af transparens, der allerede er sikret i dag. Det skal være synligt for enhver, når man som forskende læge har samarbejde med virksomheder eller har andre økonomiske interesser i virksomheder, der producerer medicin eller medikotekniske produkter. Det er et adelsmærke - ikke en skamplet. Forskere bliver klogere og lader sig stimulere af samarbejdet med virksomheder, hvor utrolig megen viden er samlet.

Alene den mistænkeliggørelse, vi pt. er vidne til i dagspressen, får mange læger til at fravælge samarbejde med virksomheder. Det betyder, at den kliniske forskning i Danmark får endnu sværere vilkår, end den har i forvejen. Vi skaber unødige hindringer for stimuleringen af forsker-erhvervs-samarbejde.

Landets bedste hjerner

Et andet forslag i debatten går på, at læger, som har relationer til erhvervslivet, ikke må sidde i rådgivende udvalg og arbejdsgrupper. Industrien ønsker samarbejde med de bedste og fremmeste forskere, som normalt også gerne vil samarbejde med virksomhederne. Skulle rådgivning og udredning af nationale sundhedsemner ske uden landets bedste hjerner? Rådgivning og udredninger skal naturligvis ske fra de mest indsigtsfulde - ikke fra dem, der ikke kan bruges til andre opgaver.

Lad os blot få yderligere transparens for lægers relationer til virksomheder og se samarbejdet som en gevinst med positiv indvirkning på dansk sundhedsinnovation og dermed samfundsøkonomien.

Hurra for de forskere, der deltager i udvikling af nye produkter og sikrer, at de hurtigt kommer til praktisk anvendelse i ny og bedre patientbehandling. Dem skal vi rose og stimulere - ikke skælde ud eller mistænkeliggøre.