Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Masterplan for Campus 2.0 vedtaget

Den endelige plan for AU’s fysiske udvikling er nu vedtaget. Dermed er man klar til at tage næste skridt: fraflytninger og opsigelser af lejemål i forhold til universitetets gradvise indflytning i Universitetsbyen.

25.02.2019 | Signe Opstrup

Foto: Jørgen Weber luftfoto

På bestyrelsesmødet den 21. februar vedtog bestyrelsen den endelige masterplan for universitetets fysiske udvikling inkl. økonomiske beregninger for bygningsøkonomien. Den overordnede plan blev præsenteret for universitetets medarbejdere og studerende den 2. maj 2018 og siden været i høring på universitetet.

Campus-universitetet bliver realiseret

I løbet af de kommende 10 år vil Aarhus Universitet udbygge den centrale campus i Aarhus med Universitetsbyen. Samtidig er det planen at udvikle aktiviteterne på Katrinebjerg og i Universitetsparken samt fraflytte lokaliteterne på Fuglesangs Allé, Navitas, Silkeborg og Kalø. Den overordnede vision er at skabe større nærhed for universitetets uddannelses- og forskningsaktiviteter på tværs og skabe rammerne for en fremtidssikret, byintegreret campus med studieliv og aktiviteter døgnet rundt.

Bestyrelsesformand Connie Hedegaard glæder sig over, at masterplanen for universitetets fysiske udvikling nu er vedtaget og ser frem til, at studerende og forskere kan høste gevinsterne af et mere samlet campus-universitet.

”I det kommende campus-universitet vil vi samle og fortætte universitetets aktiviteter. I den forbindelse vil der ske en optimering af den måde, som vi udnytter vores arealer, og der vil blive opført spændende, nye og fleksible lokaler, som tager højde for fremtidens måder at undervise og studere på. Samtidig er det bestyrelsens forhåbning, at vi med denne masterplan får skabt endnu bedre rammer for tværfaglige aktiviteter”, siger Connie Hedegaard om planerne for fremtidens AU.

Læs mere om planerne for Campus 2.0 på hjemmesiden.

Tiltag skal holde huslejen nede

Som en del af den samlede plan for Campus 2.0 drøftede og godkendte bestyrelsen også et budgetscenarie, der rækker 10 år frem. I følge det oprindelige scenarie ville husleje til det omfattende nybyggeri medføre, at en større andel af AU’s omsætning i fremtiden ville gå til husleje.

Væksten i huslejens andel skyldes primært tre faktorer:

  • Et stigende aktivitetsniveau for universitetet samlet set som følge af ingeniør- og digitaliseringssatsningen.
  • Tidligere beslutninger om væsentlige bygningsmæssige forbedringer og gennemgribende renoveringer (af fx eksisterende bygninger som Bartholin-bygningen).
  • En højere husleje i de nyindrettede lokaler sammenlignet med de lokaler der fraflyttes.

     

For at imødegå den forventede huslejestigning har universitetsledelsen i tæt samarbejde med fakulteterne udarbejdet forslag til en række tiltag, som skal være med til at sikre, at huslejens andel af omsætningen om 10 år vil fastholdes på næsten samme niveau som i 2018. Helt konkret er målet, at huslejen ikke overstiger 10,8% af universitetets budgetterede omsætning i 2028 mod 10,5% nu.

”Det er en stor satsning, vi står over for. Det er vi meget bevidste om og tager meget alvorligt, men det er også en unik chance for at skabe et endnu mere velfungerende og sammenhængende campus-universitet. Vi får et Aarhus Universitet, som på bygningssiden er godt rustet til fremtiden,” siger Brian Bech Nielsen.

Yderligere oplysninger

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet