Der er i dag offentliggjort en ny aftale mellem de centrale overenskomstparter i den offentlige sektor om særlig ferieafholdelse under den fysiske nedlukning af offentlige arbejdspladser. Den udmelding berører også nogle ansatte på Aarhus Universitet.
27.03.2020 |
Under den nuværende situation arbejder langt hovedparten af medarbejderne på Aarhus Universitet fra distancen. Der er dog en række medarbejdergrupper, som varetager jobfunktioner, der ikke kan løses fra distancen. Det er disse medarbejdergrupper, den nye aftale omhandler. Det samme gør sig gældende for medarbejdere, hvis arbejdsopgaver er væsentligt reduceret i omfang.
Aftalen indebærer, at disse medarbejdergrupper kan pålægges at afvikle frihed med dags varsel. Det betyder, at medarbejdere, der ikke varetager opgaver i hele eller dele af perioden 28. marts-13. april, skal afvikle frihed i op til 5 dage. Det kan være feriedage eller særlige feriefridage, som medarbejderen har til gode. Eller det kan være afspadsering mv. Omsorgsdage og evt. aftalte seniordage kan også anvendes – hvis medarbejderen ønsker dette.
Det er de berørte medarbejderes nærmeste leder, som efter dialog med medarbejderen beslutter, hvilken type frihed der skal anvendes, samt hvornår friheden skal afvikles. Friheden afvikles i hele dage - og gerne i dagene omkring påske.
Feriedage, særlige feriedage eller afspadsering, som medarbejderen allerede har afholdt i perioden 13. marts-27. marts 2020, medregnes ved opgørelsen af de op til 5 dages frihed.
Læs mere på Skatteministeriet og medarbejder- og kompetencestyrelsens hjemmesider
https://www.medst.dk/nyheder/svar-paa-spoergsmaal-fra-medarbejdere-om-coronaviruscovid-19/