Annelli Sandbæk er ny leder af Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus. Hun vil skabe et fagligt miljø, som er præget af nysgerrighed, respekt og dialog. Og så drømmer hun om en ”frikommune”, hvor vi kan afprøve nye organisationsformer for sundhedssystemet.

24.02.2017 | Lone Niedziella

Teamplayer, løsningsorienteret og positiv. Det er de tre ord, der først falder Annelli Sandbæk ind, da jeg beder hende beskrive sig selv. Jeg kan kun nikke genkendende.

Døren til det lille hyggelige kontor med friske afskårne blomster står som regel på klem. Og selvom der er travlt, er hun venlig og imødekommende. Men der er ingen tvivl om, at hun mener noget. At hun kan noget. At hun vil noget. Hun har ambitioner – ikke blot på forskningsenhedens vegne, men også generelt for almen medicin som fag.

 

Erfaren forsker og leder

Annelli Sandbæk har stået i spidsen for flere store forskningsprojekter. ”Addition”, som fokuserer på diabetes, og ”Tjek dit helbred”, som giver 30-49-årige borgere i Randers mulighed for at få tjekket, hvordan det står til med helbredet, er blot to eksempler. Hun mener selv, at hendes forskningserfaring kommer forskerne til gode, når hun sidder i chefstolen:

”Jeg kan godt lide alle dele af processen – fra den første spæde idé til den færdige forskningsartikel – selvom nogle dele er sværere end andre. Min egen erfaring gør, at jeg forstår de problemer, man kan sidde med som forsker, fordi jeg selv har været der og kender processen. Jeg tror, at det er en styrke”, siger hun.

Derudover har hun gennem flere år fået ledelseserfaring som leder af Sektion for Almen Medicin ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Hun har ingen formel uddannelse inden for ledelse, men hun er overbevist om, at hendes mange erfaringer både som forsker, projektleder og praktiserende læge tæller på plussiden. Hun ved, hvordan universitetet fungerer. Hun kender de overordnede rammer for det almenmedicinske felt, og så har hun en særlig personlig egenskab: Hun er god til at skabe alliancer.

”Jeg har samarbejdet med mange forskellige faggrupper på tværs af de traditionelle skel mellem region, kommuner, universitet og almen praksis. Så jeg har allerede vist, at det kan fungere – også gennem mange år. Det er en god ting at have med, fordi mit udgangspunkt er, at tingene godt kan lade sig gøre”, siger hun.

 

Krumtappen er almen praksis

Det fragmenterede sundhedsvæsen er en stor udfordring for mange borgere i dag, særligt for de multisyge. Hun ser almen praksis som krumtappen i sundhedssystemet og ærgrer sig over, at de praktiserende læger ikke for alvor er med ved bordet, når der skal formuleres vision og mission for det samlede sundhedsvæsen.

I hendes øjne skal den enkelte borger tilbydes et samlet forløb, uanset hvor sygdommen ”hører til” i organisationen, og ansvaret som tovholder skal placeres og formaliseres. Samtidig ligger det hende stærkt på sinde, at der sættes ind over for den sociale ulighed. Det kan blandt andet gøres ved at give forebyggelse samme status som behandling.

”Det skal være tydeligt, hvad vi vil forebyggelsesmæssigt som samfund. Almen praksis kan byde ind med meget, men det kræver, at forebyggelse bliver sat på dagsordenen og belønnet på en helt ny måde”, fastslår hun.

Hun mener selv, at en af hendes primære opgaver som leder er at sikre, at der blev igangsat nogle større forskningsprojekter med almen praksis som omdrejningspunkt, som får beskrevet og afprøvet, hvad der virker. Det kan nemlig være med til at definere, hvordan almen praksis kan bidrage til bedre sundhed.

”Jeg har en drøm om at lave en lille enklave i Midtjylland – en lille frikommune, hvor vi tænker helt ud af boksen og får afprøvet nogle alternative modeller for et sundhedssystem. Det kunne være meget lærerigt. Helt utopisk er det nu ikke, for det er faktisk allerede afprøvet forskellige steder, blandt andet i New Zealand”, siger hun og smiler.

Interviewet er snart forbi. Tiden er skredet, og jeg ved, at hendes kalender er pakket. Alligevel er der ro på. Jeg fornemmer, at der er tid til at få svar på de sidste spørgsmål. Og det slår mig, at der mangler en væsentlig del af beskrivelsen af Annelli: Hun er god til at være til stede.

 

---

Fem skarpe til Annelli Sandbæk

Hvad er dine vigtigste opgaver som leder?

Det er at skabe de bedste vækstbetingelser for nye projekter, så de bedste idéer bliver realiseret og kommer frem i verden. Jeg vil gerne være med til at skabe et miljø, hvor der er højt til loftet – og hvor både faglig viden og tværfagligt samarbejde er i spil. Almen praksis er det centrale omdrejningspunkt, men den faglige baggrund for medarbejderne kan være vidt forskellig: vi skal favne både professionerne og det akademiske. Vi skal ville noget. Sammen. Og vi skal sætte aftryk i almen praksis. Det gælder både de traditionelle akademiske discipliner som forskning og uddannelse, men det gælder i høj grad også efteruddannelse og implementering af nye evidensbaserede retningslinjer. Det nytter ikke noget, at vi sidder her bag murene og forsker, hvis resultaterne ikke kommer ud og bliver brugt ude i almen praksis.

 

Hvad ser du som den største aktuelle udfordring for almen praksis?

Det er helt klart den sociale ulighed i sundhed og manglen på sammenhængende forløb for de mest sårbare grupper. Jeg savner en samlet vision for sundhedsvæsenet. Almen praksis har masser at byde ind med. Der er mange områder, hvor vi virkelig kan gøre en forskel for mange. Men det kræver en klar strategi og prioritering af fore­byggelse at udligne forskelle. Og det kræver samarbejde. Hvis vi for alvor vil den sociale ulighed i sund­heden til livs, skal vi blive bedre til at se og løse opgaven som et fælles projekt. En sund befolkning er et fælles ansvar. Der skal tænkes nyt i forhold til organisering og honorering i almen praksis, fx skal konsultationer med socialt tunge eller ”multisyge” patienter honoreres helt anderledes end i dag. Som praktiserende læger skal vi tage os af de lægefagligt tunge opgaver og honoreres for det, mens andre typer af opgaver kan udføres af andre faggrupper. Aktiviteter vedrørende faglig udvikling og kvalitets­udvikling i almen praksis skal sættes på dagsordenen og honoreres, så det kan betale sig at ”udvikle”.

 

Hvilke områder vil du særligt prioritere?

Normalt er jeg lidt naiv på den måde, at jeg har en fast tro på, at tingene nok skal lykkes. Men jeg er godt klar over, at vi ikke kan ændre det hele. Det er også fint at kunne gøre en forskel for udvalgte grupper. Omvendt tror jeg på, at mange af de modeller, som virker i forskningsprojekter for specifikke grupper… lur mig, om de ikke også virker for andre patientgrupper. Det er en kæmpe udfordring for almen praksis, at vi har så mange multisyge – kronisk syge – borgere. Som læger skal vi ikke blot behandle. Vi skal også fore­bygge at nye sygdomme opstår, og tidlig opsporing af sygdom er en naturlig del af det. Så forebyggelse er et vigtigt indsatsområde. En sygdom bliver mindre byrdefuld, hvis den opdages og behandles tidligt. Sårbare patienter og variation i måden at håndtere forskellige patientpopulationer er to andre områder, som vi også bør prioritere. Når vi ser på variation, er der mange faktorer, der spiller ind: Der kan være variation i, hvilke diagnoser der gives, der kan være kulturelle forskelle, men der kan også være betydelig variation mellem forskellige lokalområder. Vi ved meget lidt om betydningen af disse forskelle. Det er et mine mål, at vi får mere viden om det.

 

Hvordan vil du opnå dine mål?

Hvis vi nu tænker helt ud af boksen, så ville det da være fantastisk, hvis vi kunne afprøve nogle modeller i en slags ”frikommune” i det danske sundhedsvæsen. I New Zealand har de formået at skabe en lidt anderledes model, hvor almen praksis spiller en helt anden central rolle. Det kunne jeg godt tænke mig at være med til at afprøve i Danmark. Generelt vil jeg arbejde på, at almen praksis får en mere synlig og anerkendt rolle som tovholder. I dag er ansvarsfordelingen mellem de forskellige sektorer i sundhedsvæsenet i nogle henseender lidt utydelig. Jeg er godt klar over, at det kræver penge, ressourcer og tid at få det ændret. Men jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Vi kan ikke tillade os ikke at ville noget.

 

Hvis du kigger ind i krystalkuglen – hvordan ser det almenmedicinske miljø i Aarhus så ud om fem år?

Vi har fået etableret en enhed for almen medicin ved Aarhus Universitet – et center, som samler de almenmedicinske aktiviteter i Aarhus. Det har været en omfattende proces, og centret hviler nu solidt på fire ben i et formaliseret samarbejde mellem Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus, Institut for Folkesundhed, Region Midtjylland og Specialeuddannelsen i Almen Medicin. Det giver et stærkt almen­medicinsk miljø at forene kræfterne, og vi fået endnu bedre muligheder for at samarbejde om både forskning og uddannelse. Miljøet består af 5-6 store forskningsgrupper, som alle arbejder tværfagligt. Forskerne trækker i det daglige på en stærk supportgruppe med specialistkompetencer: analytikere, projektledere, PA’er, sprogfolk og økonomer. Der er en bedre kønsbalance – også flere kvinder på ledelsesniveau. Og så har vi fået en tydelig strategi for det almenmedicinske miljø, som skitserer de langsigtede mål fem år frem i tiden. Den er med til at sikre, at vi sigter efter målene. Vores mål afspejler de behov, der er ude i samfundet, og vi er kendt for at sætte aftryk i verden med de ting, vi sætter i gang.

---

Blå bog

·         Navn: Annelli Sandbæk

·         55 år

·         Stilling: Alment praktiserende læge, forskningsleder og professor ved Aarhus Universitet

·         Uddannelse: Cand.med., ph.d.

·         Privat: Født og opvokset i Thy. Bor i dag i Ry med to hjemmeboende af tre døtre

 

---

 

Artiklen er bragt i Practicus den 22. februar 2016.