Ny kommunikationspraksis på Aarhus Universitet gør officielt op med den tidligere brandingstrategis centrale principper og matcher universitetets udvikling anno 2016.
04.07.2016 |
Aarhus Universitet har fået en ny kommunikationspraksis, som giver en overordnet fælles ramme for den interne og eksterne kommunikation på tværs af universitetet. Kernen i den nye praksis er et lokalt fokus, som respekterer fagmiljøernes behov for større råderum i deres kommunikation.
En tværgående arbejdsgruppe med både videnskabelige og administrative medarbejdere samt studerende udpeget af fakulteterne har stået for et grundigt forarbejde. Efter en drøftelse i de akademiske råd er den nye kommunikationspraksis nu vedtaget af en enig universitetsledelse.
“Arbejdsgruppen har ramt en god balance mellem et større råderum til fagmiljøerne og hensynet til universitetets fælles ståsted. Motoren på universitetet vil og skal altid være den stærke faglighed, og derfor er der en tydelig respekt for fagidentitet i den nye praksis”, siger rektor Brian Bech Nielsen.
Arbejdet med en ny praksis blev sat i gang som følge af problemanalysen i 2014. Analysen pegede på nogle udfordringer i den interne og eksterne kommunikation, som universitetet gennem de seneste to år har arbejdet på at håndtere løbende. Målet har været at styrke grundlaget for et større fagligt fokus og øget medinddragelse af medarbejdere og studerende. Og det er den bevægelse, der nu officielt cementeres i den nye kommunikationspraksis.
Kommunikationspraksissen bygger på et grundprincip om, at fagmiljøerne skal kommunikere på en måde, der styrker deres faglige positioner bedst muligt med øje for, at de som en del af universitetet bidrager til en fælles AU-profil.
Derudover skal praksissen ses som et led i de samlede bestræbelser på at indfri universitetets strategiske målsætninger om en stærk position i ind- og udland – ikke mindst i forhold til at tiltrække eksterne bevillinger, være en attraktiv samarbejdspartner og rekruttere de dygtigste studerende og medarbejdere.
Kommunikationspraksissen lægger op til, at universitetets enheder på lokalt niveau laver konkrete handleplaner for ekstern og intern kommunikation alt efter behov. Nogle fakulteter og enheder er i fuld gang, mens andre skal til at tage hul på opgaven.