Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nye valgfag på medicin retter sig mod innovation og industri

To nye erhvervsrettede valgfag er nu klar på medicinstudiet. Med de nye kurser kan de kommende læger øve sig i at udføre innovationsprojekter og få indsigt i, hvordan man udvikler og godkender lægemidler.

02.05.2017 | Lise Wendel Eriksen

To nye valgfag sætter skub i erhvervsretningen af medicinuddannelsen. Foto: Lars Kruse

Stigende efterspørgsel på læger fra industrien og en voksende orientering mod det private arbejdsmarked på AU har sat skub i erhvervsretningen af medicinuddannelsen. Det munder nu bl.a. ud i to valgfag på medicinstudiet, som netop vender sig mod erhvervslivet.

”Medicinstudiet er en professionsuddannelse og har derfor altid haft det erhvervsrettede aspekt dybt integreret i uddannelsen. Stort set alle kandidater fra studiet får ansættelse på hospitalerne efter endt studie, og derfor har dette naturligt nok domineret uddannelsens sammensætning,” fortæller Per Höllsberg, der er studieleder på Medicin, og fortsætter:

”Nu gør vi noget nyt. Der har været et ønske om at bringe innovationsbegrebet ind i uddannelsen og klæde de kommende læger bedre på til et job også uden for hospitalsverdenen. Derfor tilbyder vi to valgfag, hvoraf det ene netop træner de studerende til at tænke innovativt og det andet peger direkte ind i industrien. Jeg er sikker på, at de studerende vil tage godt imod de nye valgfag, og at der vil blive rift om at tilmelde sig de to kurser,” siger Per Höllsberg.

’Creative Specialists’ og ’Lægemiddeludvikling: Udvikling, godkendelse og regulering i industrielt, klinisk og administrativt regi’, er titlerne på de to valgfag, som udbydes til studerende på kandidatdelen af medicinstudiet i efterårssemesteret 2017.

De to valgfag er sammen med et nyt toårigt erhvervsrettet talentforløb led i erhvervsretningen af uddannelserne på Health.  


Om de erhvervsrettede valgfag

Lægemiddeludvikling: Udvikling, godkendelse og regulering i industrielt, klinisk og administrativt regi

Det ene af de erhvervsrettede valgfag, ’Lægemiddeludvikling: Udvikling, godkendelse og regulering i industrielt, klinisk og administrativt regi’ sætter fokus på udviklingen af lægemidler og samarbejdet med lægemiddelindustrien.

Omdrejningspunktet for kurset er lægens rolle i samspillet mellem industri, videnskab, klinik og sundhedsmyndigheder i udviklingen af lægemidler. Kurset sigter mod at give de studerende indsigt i aspekter omhandlende den prækliniske lægemiddeludvikling, god klinisk praksis i forbindelse med design af kliniske forsøg, myndighedernes overvågning og de sundhedsøkonomiske og etiske aspekter relateret hertil.

Valgfaget ’Lægemiddeludvikling: Udvikling, godkendelse og regulering i industrielt, klinisk og administrativt regi’ er udviklet af Britt Elmedal Laursen, der er lektor på Institut for Biomedicin og afdelingslæge på Molekylær Medicinsk afdeling (MOMA) på AUH.

Creative specialist

Valgfaget ’Creative Specialist’ skal styrke kompetencerne hos de kommende læger til at være kreative, innovative og lægefaglige specialister, så de kan agere i en verden, hvor viden genereres med en hastighed, der gør det vanskeligt at implementere, før ny evidens skabes.

Med afsæt i reelle behov og problemstillinger fra sundhedssektoren skal de studerende planlægge innovationsprojekter, der bygger bro til andre specialister og faggrupper. Kurset skal klæde de studerende på til at bidrage til udviklingen ved at kunne identificere relevante behov for forandring, innovere med fokus på effekter for patienter og sundhedsvæsen samt implementere løsninger, der er værdiskabende for samfundet.

Valgfaget ’Creative specialist’ er udviklet af læge, ph.d. Martin Vesterby, der er director, Innovation and research hos Inno-X Healthcare.


Kontakt

Studieleder Per Höllsberg
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Tlf.: 51 36 23 53
Mail: ph@biomed.au.dk

 

Uddannelse, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Sundhed og sygdom, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Biomedicin, Health