Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyhedsbrev 42 fra Institutlederen

Kære alle,   Her er forårsfornemmelser fra IOOS.

30.03.2021 | Siri Beier Jensen

INTERNT PÅ INSTITUTTET

Kom med til journal club på Sektion for Protetik – alle er velkomne
Torsdag den 22. april kl. 20.00-21.00 får vi virtuelt besøg af vores Honorary Skou Professor Irena Sailer fra University of Geneva.
Irena holder oplæg med titlen “Reconstructive dentistry in the era of digitalisation” for os, og alle interesserede er velkomne til at deltage.
Du behøver ikke at tilmelde dig, men sæt kryds i kalenderen, hvis du har lyst til at blive opdateret fagligt af en af verdens førende forskere indenfor feltet – Sektion for Protetik rundsender mere information og Zoom-link, når vi nærmer os dagen.

FORSKNING, UDDANNELSE & UNDERVISNING

Vi er pionerer inden for uddannelsesverdenen

Så I artiklen ’Verdens øjne hviler på The Aarhus Model of Dental Education’ i fakultetets nyhedsbrev for nogle uger siden? Ellers kan jeg anbefale at læse den, for artiklen er en god reminder om, at de mange og store kræfter vi lægger i arbejdet med at udvikle og tænke alle vores uddannelser sammen ikke går ubemærket hen ude i verden. Vi er nogen af de første til at realisere den fuldt integrerede teambaserede læring inden for vores felt, og det høster stor interesse og anerkendende nik fra den internationale uddannelsesverden. Vi er kommet langt, og bare de erfaringer vi har draget i udviklingsarbejdet fra visionsprocessen begyndte i 2017 og til nu, er der stor interesse for fra andre tandfaglige institutter og uddannelsesinstitutioner.
The Aarhus Model of Dental Education er et stykke pionerarbejde indenfor sundhedsfaglige uddannelser, og det kan vi godt være stolte af!

NYT OM NAVNE

Lene Baad-Hansen, ny professor i orofacial funktion

Som I ved, er Lene Baad-Hansen én af vores to nye professorer på instituttet. Lene tiltræder professorstillingen 1. april. I kan læse om Lenes forskning i denne lille artikel, som også sendes ud som pressemeddelelse til offentligheden: https://dent.medarbejdere.au.dk/#news-19975

David Kraft står nu (også) i spidsen for fakultetets arbejdsmiljø
Tillykke til lektor og IOOS daglig arbejdsmiljøleder David Kraft med udpegningen som fakultetets koordinerende arbejdsmiljøleder. David skal sammen med fakultetets arbejdsmiljøudvalg (FAMU), der består af arbejdsmiljørepræsentanter fra institutterne og administrationscentret, tage hånd om arbejdsmiljøet på Health. Det er en kæmpe tillidserklæring, og jeg er godt gammeldags stolt over, at det er ’en af vores’, der skal varetage en så vigtig funktion på fakultetet.
David Kraft overtager fakultetsfunktionen fra professor emerita Marianne Hokland fra Institut for Klinisk Medicin, der har bestredet posten i 25 år, og David fortsætter heldigvis samtidig som vores daglige arbejdsmiljøleder. Læs Marianne Hoklands tilbageblik på arbejdsmiljø og 25 års tjeneste – og Mariannes glæde over arvtageren David og IOOS i det hele taget. https://dent.medarbejdere.au.dk/#news-19973

Hjemmekontoret på forsiden part II
Universitetsavisen Omnibus fortsætter deres ’tour de chambre’ på hjemmekontorerne, og denne gang kiggede de forbi Julie Pajaniayes hjemmearbejdsplads. Julie Pajaniayes er tandplejer og forskningsprojektkoordinator på IOOS, og i artiklen fortæller hun, hvordan det efterhånden er noget ensformigt og drøjt at sidde hjemme: ”Men der er hele tiden den der følelse af, at det bare er midlertidigt, bare nogle uger endnu. Og nu tror jeg bare, at jeg vælger at stå det igennem, som det er.”
Julie og alle I andre; keep up the spirit: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/au-paa-hjemmekontoret-der-er-hele-tiden-den-der-foelelse-af-at-det-bare-er-midlertidigt-bare-nogle/

Simple Futarmal Kothari modtager International Association for Dental Research Award

Postdoc ved Sektion for Orofacial Smerte og Kæbefunktion, Simple Futarmal Kothari, er blevet tildelt IADR INfORM Barry J. Sessle Postdoc Award med $1000 til projektet: "Effect of experimental bracing and thrusting of the mandible on painful and non-painful symptoms”. Tillykke!

Glædelig påske fra

....

Navnenyt, Teknisk/administrativ medarbejder, IOOS, IOOS, Arrangement, Videnskabelig medarbejder, Bevillinger og priser, Ph.d.-studerende