Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyt website guider dig til god research data management

Et nyt website om research data management skal gøre det nemmere for forskerne at finde hurtig hjælp og vejledning.

25.01.2021 | Malene Hjulmand Bundgaard

Foto: Unsplash.com

Har du styr på dine data? Det spørgsmål kan typisk få de fleste forskere til at svede bare lidt. For selvom langt de fleste har godt styr på deres forskningsdata både før, under og efter et forskningsprojekt, så er det stadig et område, hvor mange efterlyser mere viden, og hvor man skal tillære sig nogle gode rutiner. 

Et nyt website om research data management skal gøre det nemmere for forskerne at finde hurtig hjælp og vejledning.  

På siden kan du som forsker orientere dig om, hvordan du håndterer dine data på en forsvarlig og ordentlig måde i de forskellige faser af din forskning, forklarer Projektleder Birte Christensen-Dalsgaard, som har stået i spidsen for det nye website.   

“Allerede inden du går i gang med dit projekt eller din ansøgning, er det en god ide at tage stilling til, hvordan du forventer at indhente, opbevare og arkivere/publicere din forskningsdata. Selvom det ikke er et krav fra bevillingsgiver, er det en god ide at lave en data management plan”, siger Projektleder Birte Christensen-Dalsgaard.   

Research data management kan forståeligt nok opleves som en besværlig opgave, men fordelene ved god data management er mange. Eksempelvis kan god data management: 

  • hjælpe dig og dine fagfæller med at forstå dit forskningsprojekt og dets data. 
  • gøre det lettere at samarbejde og dele data. 
  • gøre din forskning mere synlig, hvilket kan føre til flere citationer. 
  • gøre din forskning mere gennemsigtig, pålidelig og reproducerbar. 
  • sikre, at du undgår tab af data  

Find information om research data management på AU på https://au.dk/rdm

Administrativt, Forskning, Videnskabelig medarbejder, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Forskning, Ph.d.-studerende