Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Professor får international pris for forskning i tumorceller

Mange års forskning i at behandle hårdføre tumorceller giver international pris til professor Michael Horsman på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

01.11.2021 | Lene Halgaard

Michael Horsman modtager J. Eugene Robinson prisen. Han er også professor på afdelingen for eksperimentel klinisk onkologi på Aarhus Universitetshospital.

Professor ved Institut for Klinisk Medicin Michael Horsman modtager J. Eugene Robinson-prisen for mere end 30 års forskning i nye metoder, som gør kræftbehandling mere effektiv. J. Eugene Robinson-prisen uddeles hvert år til en forsker, som har ydet et enestående bidrag til forskning i hypertermisk onkologi – det vil sige brug af varmetemperaturer på 39-43°C til at forbedre strålebehandlingen af kræftceller.

Michael Horsman forsker i tumorceller, som er særligt hårdføre og svære at komme til livs. Disse celler har områder med et reduceret iltniveau, hvilket mindsker effekten effektiviteten af stråling og kemoterapi. Hans forskning peger på, at hypertermi kan eliminere de hårdføre celler og dermed hindre, at kræftramte personer udvikler metastaser. Nogle europæiske hospitaler anvender i dag en metode med varmepåvirkning af tumor, som øger effekten af strålebehandling. Michael Horsman håber at flere hosipitaler følger efter, idet han bidrager med sin viden i et stort EU-projekt.

Kontakt

Professor, dr. med., ph.d. Michael Horsman
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdelingen for eksperimentel klinisk onkologi
Mobil: +45 2446 8658
Mail: mike@oncology.au.dk

Bevillinger og priser, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin