Det er vigtigt at holde fokus på det fremadrettede, selvom vi i øjeblikket er ved at redegøre for fortidens fejl, skriver rektor i en kommentar til undersøgelsen af DCA’s rapporter.

15.11.2019

Foto: Lars Kruse

Kommentar fra rektor Brian Bech Nielsen:

Oksekødsrapporten og den efterfølgende undersøgelse af 55 DCA-rapporter viser desværre, at der er begået fejl her på universitetet. Den værste slags fejl er dog den, man ikke lærer af. Derfor er jeg meget optaget af, at Aarhus Universitet kommer styrket ud af dette forløb og bruger det konstruktivt i vores fremadrettede indsats i samfundets tjeneste.

Undersøgelsen af DCA-rapporterne er blevet gennemført på universitetets eget initiativ af ledelsen på Science and Technology. Undersøgelsen har haft to formål: dels at sikre ordentlig deklarering af de samarbejder, som var gået forud for den enkelte DCA-rapport, og dels at udpege gennemgående problemer, så vi kan drage læring heraf og se, hvor der skal sættes ind for at skabe et stærkere værn om forskningens integritet fremadrettet. Ikke kun på Science and Technology, men på hele universitetet.

Intet tyder på, at andelen af eksterne midler vil falde i de kommende år. Derfor skal vi være endnu bedre rustet til at sikre integriteten i forskningen og håndtere det pres og den mistanke, der kan følge med midlerne.

Opfølgningen er i gang

Den undersøgelse af pres på forskningsfriheden, som VIVE gennemførte sidste år, ledte frem mod flere nye tiltag. Herudover har jeg og universitetsledelsen inden for de seneste uger desuden truffet flere beslutninger, der kommer til at påvirke medarbejdernes hverdag på forskellig vis. Derfor skal undersøgelsen af DCA-rapporterne heller ikke på nogen måde opfattes som et punktum.

• Science and Technology har indført nye retningslinjer for forskningssamarbejder, ligesom der på universitetsniveau bliver udformet mere overskuelige guidelines for samarbejdsprojekter. En del af den indsats er også at skabe et mere tilgængeligt overblik over de forskellige retningslinjer, kodeks og vejledninger, som i forvejen eksisterer på nationalt og lokalt niveau.
  
  
• Universitetet udvikler forløb om forskningsintegritet for alle forskere. Der bliver dels tale om kurser eller workshops, som afholdes i de forskellige forskningsmiljøer, og hvor forskere åbent kan drøfte de udfordringer, de møder i forbindelse med eksternt samarbejde, dels om e-kurser, man skal gennemføre med jævne mellemrum – f.eks. hvert andet år. Det overordnede mål er at skabe en kultur, hvor vi i højere grad har en løbende dialog om de praktiske og principielle dilemmaer, som eksterne samarbejder og midler kan føre med sig.
  
  
• Der skal indføres en mere transparent proces for de særlige tilfælde, hvor der kan være behov for at lade eksterne samarbejdsparter kommentere på rapporter. Denne dialog skal være helt åben, og konkret vil det betyde, at dialogen skal ikke foregå med track changes i et rapportudkast, men via separate dokumenter, som i sidste ende skal vedlægges publikationen, så alle kan se eksterne parters kommentarer og forskernes håndtering af dem. Derudover skal det naturligvis deklareres tydeligt, at der har været en kommenteringsproces. Disse tiltag skal øge transparensen og tydeliggøre, at det er forfatterne, der håndterer selve rapporten.
  
  
• Vi skal samtidig sikre, at der i rapporterne kan linkes til hele den eventuelle korrespondance, som er foregået med projekternes eksterne partnere. Denne skal med andre ord journaliseres omhyggeligt, så den ved projektets afslutning kan gøres tilgængelig for offentligheden via et link i rapporten.

Faglig kritik skal ikke blive til mistænkeliggørelse

Jeg er bestemt ikke blind for, at disse tiltag samlet set er tidskrævende for de medarbejdere, som er involveret i eksterne projekter. Men det aktuelle forløb hos DCA illustrerer, at tiltagene frem for alt er en beskyttelse af medarbejdernes, universitetets og forskningens integritet.

Jeg kan godt forstå, hvis forskerne, der har bidraget til DCA-rapporterne, er frustrerede over at blive skudt motiver i skoene. Over at opmærksomheden retter sig mod 34 rapporter (hvoraf det i øvrigt langtfra er alle, som er egentlige forskningsrapporter), når forskere fra de samme forskningsmiljøer årligt udgiver omkring 500 peer reviewede artikler – og er velanskrevne og rangerer meget højt på internationale faglige ranglister. Derfor er det beklageligt, at manglende transparens omkring DCA-rapporterne kan give anledning til tvivl om forskernes integritet.

Vores arbejde kan naturligvis stadig blive mål for faglig og metodisk kritik, men det har til alle tider været en hel nødvendig del af forskningens natur. Hvis vi er mere transparente, så undgår vi, at faglig kritik bliver til et spørgsmål om integritet, som det er sket her.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke de mange medarbejdere, som længe har arbejdet på overtid – og stadig gør det – med at skabe klarhed over samarbejdsforløb, der kan ligge flere år tilbage i tiden på DCA og besvare en overvældende strøm af aktindsigter. Vi anerkender naturligvis, at medier udviser interesse for de fejl, som er blevet begået. Samtidig vil jeg også gentage min pointe fra starten; nemlig at vi har et ansvar over for samfundet for at lære af vores fejl og se fremad. Og vi er i fuld gang.

Det er værd at understrege, at Aarhus Universitet også i fremtiden vil være et universitet, der på alle måder engagerer sig i samfundet. Et åbent universitet, der samarbejder med både offentlige og private partnere. Et universitet, som aktivt bruger sin viden til at skabe værdi for samfundet og dets borgere. Det er vores sigtelinje, og den holder vi fast i.  

Orienter dig i forløbet