Aarhus Universitet var godt repræsenteret i det europæiske forskningsråd ERC’s seneste uddeling af forskningsmidler. Hele seks nye projekter bliver sat i søen med EU-midler.
30.11.2018 |
Hvordan tilpassede mennesket sig den seneste istid?
Betyder valgløfter noget for, hvordan folk sætter deres kryds?
Det er blot to af de væsentlige spørgsmål, som forskere fra Aarhus Universitet nu får mulighed for at blive klogere på takket være bevillinger fra det europæiske forskningsråd ERC.
Rådet har uddelt syv såkaldte Consolidator Grants til danske universiteter, og heraf er de seks gået til forskere ved Aarhus Universitet.
Consolidator Grants tildeles unge, lovende forskertalenter og forskningsledere i op til mellem 7 år og 12 år efter opnået ph.d.-grad. Der bevilges op til 2 mio. EUR til grænsebrydende forskningsprojekter i en fem-årig periode.