Nanna Brix Finnerup er udnævnt professor på Aarhus Universitet. Her skal hun fortsætte sin forskning i smerter på Dansk Smerteforskningscenter.
24.05.2016 |
Nervesmerter, smertefysiologi og behandling er omdrejningspunktet for Nanna Brix Finnerups forskning. Hun er nu blevet udnævnt professor i smerteforskning ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
”Forskningen bygger bro mellem basal fysiologi, eksperimentel smerteforskning og klinik. Jeg har fokus på kroniske neurogene smerter, som er smerter, der opstår efter skader på nervesystemet,” siger Nanna Brix Finnerup, som især beskæftiger sig med at forstå mekanismer for udvikling af kroniske smerter.
Hun håber, at forskningen kan bidrage til at optimere diagnostikken og forbedre behandlingen, blandt andet ved at gennemføre kliniske lægemiddelforsøg.
”Vores forskning vil på sigt kunne gavne patienter med kroniske smerter, eksempelvis patienter med nervesmerter på grund af diabetes eller kemoterapi, patienter med kroniske smerter efter traumer eller kirurgi, rygmarvsskade eller anden sygdom, der kan give anledning til kroniske smerter”, siger Nanna Brix Finnerup
Hun glæder sig over, at professoratet giver hende mulighed for fortsat at støtte uddannelsen af yngre forskere og udbygge Dansk Smerteforskningscenters tværfaglige forskningsmiljø.
Nanna Brix Finnerup
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Tlf.: 7846 4230
finnerup@clin.au.dk