For at styrke samarbejdet på tværs af institutter og fakulteter udsendte det daværende forskningsbånd før sommerferien et opslag om støtte til nye eller eksisterende tværgående forskernetværk.
26.09.2014 |
Opslaget gav mulighed for at søge op til 200.000 pr. år over en periode på tre år. Ved ansøgningsfristen var der i alt indkommet 56 ansøgninger af høj kvalitet, indsendt af medarbejdere ved Aarhus Universitet. Netværksansøgningerne har været bedømt af Udvalget for Forskning og Eksternt Samarbejde (bestående af prodekanerne for forskning, talentudvikling og videnudveksling), og udvalget besluttede på sit seneste møde at bevilge midler til etablering af i alt ti netværk. Netværkene handler om blandt andet fødevarer, telemedicin, energi og drikkevand.
Læs mere:
Se de ti netværk, der er etableret: medarbejdere.au.dk/strategi/ufes/netvaerk/
Der er afsat i alt 8 mio. kr. til virkemidlet frem til 2017. Der vil, som annonceret i opslaget, komme en ny ansøgningsrunde i 2015.
Kommissorierne for de to nye tværgående udvalg (der erstatter de fire hidtidige tværgående bånd) skal i øvrigt drøftes i universitetsledelsen den 8. oktober. Arbejdstitlerne for udvalgene er indtil videre Udvalget for Forskning og Eksternt Samarbejde og Udvalget for Uddannelse og Karriere. Når kommissorierne er besluttet, vil disse blive offentliggjort sammen med udvalgenes årshjul mm.