Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ti principper for fremtidens universitetscampus

Universitetsledelsen på AU har formuleret en række principper for Campus 2.0 – fremtidens universitet. Principperne blev godkendt på bestyrelsesseminaret i sidste uge.

13.06.2017 | Louise Asmund-Hjorth

Foto: Poul Ib Henriksen

Hvordan skal vi være universitet i fremtiden? Hvordan tiltrækker vi de bedste forskertalenter, undervisere og studerende? Hvordan kan campus styrke dannelsen af stærke forskningsmiljøer på tværs af universitetet? Hvad betyder Educational IT og nye måder at undervise på? Og hvordan bliver vi mere bæredygtige? Det er nogle af de spørgsmål, som de ti principper for Campus 2.0 skal besvare og imødekomme.

”Med de ti principper har vi skabt en solid strategisk ramme, der skal være med til at sikre, at campus på Aarhus Universitet forbliver i international topklasse indenfor områder som bæredygtighed, link mellem uddannelse og forskning samt samarbejde med erhvervslivet”, siger universitetsdirektør Arnold Boon.

Efter godkendelsen i AU’s bestyrelse, skal de ti principper nu guide den strategiske udvikling af universitetets campus i de kommende år. For eksempel i forbindelse med overtagelsen af kommunehospitalets områder på Nørrebrogade i 2019.

De 10 principper for Campus 2.0:

Aarhus Universitets campus skal:

  1. fremme integration mellem forskning og uddannelse.
  2. fremme interdisciplinær forskning, uddannelse og innovation.
  3. fremme fremtidens undervisningsformer.
  4. være et fleksibelt studiemiljø med mange studiepladser.
  5. være en international campus.
  6. kunne tilbyde boliger til studerende og forskere.
  7. fremme samarbejdet med erhvervslivet og det omgivende samfund.
  8. beriges med ikke-universitære aktiviteter.
  9. være et bilfrit campusområde.
  10. udvikles bæredygtigt.


Læs mere om Campus 2.0 og processen

Se bestyrelsesformand Connie Hedegaard opsummere bestyrelsesseminaret her

Administrativt, Administration (Faglighed), Teknisk/administrativ medarbejder, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Videnskabelig medarbejder, Ph.d.-studerende