Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Universitetsbyen: Sådan skal det kommende område til Aarhus BSS udvikles

Fleksible undervisnings- og studiemiljøer, en god arealudnyttelse, arkitektoniske kvaliteter og bæredygtige tekniske løsninger. Det er de bærende elementer i forslaget fra A. Enggaard A/S, AART Architects, LYTT Landscape samt NIRAS, som sammen har vundet opgaven med at udvikle bygninger og udearealer til Aarhus BSS i Universitetsbyen.

12.04.2021 | Signe Opstrup

Noget af det første (og største), der bygges, er et stort auditorium med en kapacitet på 800 pladser, som kan opdeles i enten 2 auditorier med 400 eller 3 auditorier med hhv. 400, 200 og 200 pladser. Auditoriet skal, ud over sin hovedfunktion som undervisningslokale, også anvendes til eksterne arrangementer, fx konferencer og symposier. Auditoriebygningen udformes som en rotunde i glas og aluminium. Visualiseringer er udformet af AART Architects.

I 2025 rykker Aarhus BSS sine aktiviteter fra Fuglesangs Allé til Universitetsbyen, og konkurrencen om, hvem der skal udvikle de kommende bygninger og udendørsarealer, er afgjort. Det er Institut for Virksomhedsledelse og Institut for Økonomi, der i dag har til huse på Fuglesangs Allé, og med vinderforslaget kan medarbejdere og studerende her bl.a. se frem til at få en række større auditorier – ét af dem bliver AU’s største med mulighed for 800 pladser. Træ bliver et gennemgående materiale i bygningernes arkitektoniske udtryk, og undervisningslokaler samt studieområder udvikles, så de kan anvendes til flere formål. Desuden vil alle bygningskomplekser indeholde undervisningslokaler, der er velintegreret i studiemiljøerne.

Du kan se visualiseringer af bygninger og udearealer til Aarhus BSS i Universitetsbyen her.

Det er A. Enggaard A/S, som sammen med AART Architects, LYTT Landscape samt NIRAS, er kommet med det vindende forslag, der er blevet peget på af et enigt bedømmelsesudvalg bestående af tre repræsentanter fra Aarhus Universitet og tre fra Forskningsfondens Ejendomsselskab AS (FEAS) samt to fagdommere.

Dekan på Aarhus BSS Thomas Pallesen, som har været med i bedømmelsesudvalget, glæder sig over valget og fortæller, at forslaget både er spændende, indbydende og nyskabende, samtidig med at det er tro mod den eksisterende arkitektur på det gamle Kommunehospital.

”Det vindende forslag opfylder til fulde de ønsker og behov, Aarhus BSS har haft til faciliteterne i det nye byggeri, herunder kontorer, undervisningslokaler og studiemiljøer. Vi er dermed kommet et vigtigt skridt tættere på fremtidens fysiske rammer for Institut for Virksomhedsledelse og Institut for Økonomi,” siger han og sender en tak til de mange medarbejdere og studerende, der undervejs har bidraget til at kvalificere de ønsker og behov, der har udmøntet sig i det vindende forslag.

Med en placering midt i Universitetsbyen og et bruttoareal på ca. 37.000 m² udgør udviklingen af arealer i Universitetsbyen til Aarhus BSS en stor og vigtig del af AU’s samlede fysiske udvikling. Samtidig kommer de nye bygninger til at ligge tættere på fakultetets øvrige aktiviteter i Universitetsparken i Aarhus.

Rektor Brian Bech Nielsen, medlem af campus-styregruppen og en del af bedømmelsesudvalget, har høje forventninger til forslaget fra A. Enggaard A/S, AART Architects, LYTT Landscape samt NIRAS.

”Vi kan se frem til et byggeri, der med sit arkitektoniske udtryk og høje kvalitet formår at skabe en tydelig sammenhæng på tværs af Universitetsparken og Universitetsbyen. Byggeriet er et vigtigt skridt på vejen mod en endnu mere samlet og integreret campus i Aarhus, hvor synergier mellem forskningsmiljøer, undervisning, studiemiljøer og samarbejde med universitetets eksterne interessenter har gode betingelser,” forklarer Brian Bech Nielsen.

I samarbejde med ejendomsselskabet FEAS, der ejer bygningerne og lejer dem til AU, har universitetet ikke alene fået opfyldt kriterierne om bl.a. god arealudnyttelse, fleksibel indretning og arkitektoniske kvaliteter. Løsningerne er også bæredygtige, siger adm. direktør i FEAS, Jørgen Lang.

”Jeg glæder mig over, at byggeriet af Universitetsbyen med dette projekt nu kan gå ind i sin næste fase. Projektet her er ambitiøst og visionært, og understøtter helhedsplanens visioner for udviklingen af området som bæredygtigt byområde, der kommer til at emme af liv 24/7. Som bygherre arbejder vi målrettet på gode og bæredygtige løsninger, og vi er stolte over, at projektet også sigter efter DGNB Guld-certificering – på niveau med den præcertificering, som vi netop har opnået for Universitetsbyen som byområde,” fortæller Jørgen Lang.

A. Enggaard A/S, AART Architects, LYTT Landscape samt NIRAS går nu i gang med at færdiggøre detaljerne i tegningerne, hvorefter medarbejdere og studerende på Aarhus BSS bliver inddraget og bedt om at komme med deres input. Herefter følger en mere konkret plan for placeringen af de enkelte enheder, indretningen i bygningerne samt en plan for den kommende indflytning i 2025.

Fakta om Aarhus BSS’ flytning til Universitetsbyen

  • Aarhus BSS’ aktiviteter på Fuglesangs Allé (Institut for Virksomhedsledelse og Institut for Økonomi) flytter i 2025 til nye bygninger ved bygningsafsnit 1790, 1810 og 1830 i Universitetsbyen (området med det tidligere Kommunehospital).
  • Dermed får ca. 600 medarbejdere og ca. 5.000 studerende fra Aarhus BSS deres daglige gang midt i Universitetsbyen. Herfra vil der være adgang til Universitetsparken via tre passager under Nørrebrogade, som er under opførelse.
  • Med flytningen mindskes den geografiske afstand til fakultetets andre aktiviteter i Aarhus (Jura, Statskundskab, Psykologi), som har til huse i de gule bygninger i det nordøstlige hjørne af Universitetsparken.

Fakta om udbudsprocessen og den kommende byggefase

  • Siden efteråret 2018 har Aarhus BSS gennemført en omfattende brugerinddragelsesproces, hvor studerende og undervisere har bidraget til at kvalificere fakultetets fremtidige behov, samt fået udarbejdet en række analyser, som har haft til formål at kortlægge fakultetets arealbehov.
  • Herefter er fire totalentreprenører blevet udvalgt til hver at udarbejde deres forslag til Aarhus BSS’ kommende faciliteter i Universitetsbyen.
  • Forslagene er blevet behandlet i et bedømmelsesudvalg bestående af:

    • AU: Rektor Brian Bech Nielsen, universitetsdirektør Arnold Boon samt dekan på Aarhus BSS, Thomas Pallesen.
    • FEAS: Bestyrelsesformand Esben Vibe, adm. direktør Jørgen Lang samt projektdirektør Erik Pagaard Nielsen.
    • Fagdommere: Arkitekt MAA, ph.d. og professor Tom Nielsen fra Arkitektskolen Aarhus samt Kasper Heiberg Frandsen, partner hos Schmidt, Hammer & Lassen Architects.
    • I sommeren 2025 vil bygherren FEAS overdrage bygningerne til Aarhus Universitet.

  • Det vindende projektforslag kommer fra A. Enggaard A/S, som sammen med AART Architects, LYTT Landscape samt NIRAS, har udviklet et forslag, der både er tro mod den eksisterende arkitektur og samtidig opfylder de ønsker og behov, Aarhus BSS har haft til faciliteterne i det nye byggeri.
  • I samarbejde med ejendomsselskabet FEAS, der ejer bygningerne og lejer dem til AU, er det lykkedes at holde projektet inden for en fornuftig økonomisk ramme.

Yderligere oplysninger

  • Har du spørgsmål, er du velkommen til at sende en mail til programleder for AU’s fysiske udvikling, Charlotte Lyngholm Bom cl@au.dk
  • Læs om AU’s campusudvikling på www.nycampus.au.dk
Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Politik og strategi