Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Opsøg tilfældet i de nye faglige forskningsnetværk

Store modige forskningsprojekter på tværs af røde og gule bygninger er traditionelt opstået, fordi en forsker tilfældigvis kender nogen fra et andet forskningsfelt eller institut. Nu giver fem faglige netværk Health-forskere mulighed for at opsøge tilfældet, siger Hans Erik Bøtker, ny prodekan for forskning.

01.09.2020 | Nanna Jespersgård

Mød op og lær de ukendte kolleger at kende, også selv om I ikke umiddelbart kan se det konkrete formål. På et tidspunkt kaster det noget godt af sig, siger Hans Erik Bøtker, ny prodekan for forskning - her flankeret af netværkere fra et møde i Netværk om fødevarer. Fotos: Simon Byrial Fischel og Jann Thiele Zeiss, AU-Health.

De seneste år har fem faglige netværk inden for fakultetets styrkepositioner taget form, og hvis en forsker vil sig selv det godt, skal hun eller han blive aktiv i et netværk eller to. Sådan lyder et råd til fagmiljøerne fra Hans Erik Bøtker, der er ny prodekan for forskning på Health:

”Meld jer ind i netværkene. Mød op, når der inviteres, byd aktivt ind og lær de ukendte kolleger at kende, også selv om forskerlivet er tidspresset, og I ikke umiddelbart kan se det konkrete formål. På et tidspunkt kaster den type investering noget godt af sig,” siger Hans Erik Bøtker.

Han peger på, at ambitiøse forskningsprojekter, der finder vej til high impact-tidsskrifter, i stigende grad er kendetegnet ved samarbejder på tværs af grundforskning og klinik – ofte med internationale samarbejdspartnere ind over.

Lige børn leger ikke bedst

”Når den meget eftertragtede type synergi opstår, er det altid fordi, nogen kender nogen. Selv oplevede jeg for et par år siden et projekt i kardiologien, hvor en kollega på Hjertesygdomme fattede mistanke om, at en bestemt type hjerterytme-forstyrrelser hos patienter var genetisk betinget,” lyder et eksempel fra Hans Erik Bøtkers eget forskerliv.

”Det kunne min kollega ikke nøjes med at afdække i et traditionelt klinisk studie, og fordi han tilfældigvis havde hørt om en basalforsker, der kiggede på EKG-forandringer i zebrafisk, voksede projektet til noget langt mere komplet, som endte i Nature Communications. Og det er den vej, vi skal med Health-forskningen,” siger han.

”Vi skal hjælpe de tilfældige møder på vej og gensidigt øge nysgerrigheden på nogle af de områder, hvor forskningsideerne endnu ikke er blevet født.”

Rigere – også socialt

Ud over de faglige fordele, fremhæver Hans Erik Bøtker også de sociale aspekter, der ligger i mødet med de kolleger, man ikke automatisk får foræret via den daglige gang i en forskningsgruppe eller på en hospitalsafdeling. Det sociale udbytte fremgik fx, da Det kardiovaskulære netværk holdt sit første årsmøde i fjor, og da Netværk om fødevarer og ernæring samlede 60 forskere om at diskutere fødevarer og ernæring i en sygdomskontekst.

Det bringer Hans Erik Bøtker til et aktuelt dilemma, nemlig at et af de kommende årsmøder i Det kardiovaskulære netværk, egentlig programsat til 10. september, netop er blevet aflyst af hensyn til de forskere, som er dobbeltansatte på hospitalet.

Klinikere ansat i regionen må på grund af smitterisikoen med corona ikke må møde fysisk til arrangementer med mange mennesker, ej heller når der tages forbehold med afspritning og afstand, og der er også udenlandske gæsteoplægsholdere, som har meldt forfald.

Alt kan ikke klares elektronisk

”Det er brandærgerligt, for netværkenes styrke er i høj grad de personlige møder,” siger Hans Erik Bøtker.

”Selvfølgelig kan et forskningsnetværk afvikle et webinar, hvor man holder oplæg for hinanden, men mon ikke de fleste vil være enige om, at digitale platforme er et mindre optimalt forum for uformelle snakke med folk, man ikke kender,” siger Hans Erik Bøtker.

Til gengæld er der noget andet, som kan klares elektronisk, nemlig forskeres tilmelding til et netværk. Det er blot at sende en mail til netværkets koordinator – som fremgår af netværkets hjemmeside – og bede om at komme på en i øvrigt uforpligtende mailingliste.

”Dermed bliver man automatisk orienteret om, hvad der foregår i de enkelte netværk – det kan faktisk ikke blive meget nemmere,” siger Hans Erik Bøtker.

De enkelte netværkenes formål, styregruppe og kontaktperson ved indmelding fremgår af de fem netværks-hjemmesider:


Kontakt

Prodekan for forskning Hans Erik Bøtker
Health, Aarhus Universitet
Mail: boetker@au.dk
Mobil: +45 40 29 33 89

Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Folkesundhed, Institut for Klinisk Medicin, IOOS, Health